Datatilsynet opdaterer vejledning om samtykke

Datatilsynets opdaterede vejledning om samtykke indeholder blandt andet konkrete eksempler fra tilsynets praksis, en reel tjekliste, der kan bruges som rettesnor for, om et samtykke er gyldigt efter databeskyttelsesforordningen, og en række uddybninger i relation til samtykkets anvendelsesområde. 

Nedenfor dykker vi ned i nogle af opdateringerne.

Scrolling eller et swipe på en hjemmeside udgør ikke en utvetydig viljestilkendegivelse

Den registreredes samtykke skal meddeles i form af en utvetydig viljestilkendegivelse. Det betyder, at det samtykke, der er givet, ikke må give anledning til tvivl. 

Datatilsynet uddyber i sin opdaterede vejledning, at scrolling eller et swipe på en hjemmeside eller anden tilsvarende brugeraktivitet på en hjemmeside ikke kan anses for en utvetydig viljestilkendegivelse, og at en sådan aktivitet dermed ikke udgør et gyldigt samtykke. 

Det skyldes efter Datatilsynets vurdering, at en sådan handling kan være svær at skelne fra anden brugeraktivitet. Det er dermed ikke muligt at fastslå, om der er tale om et samtykke. Desuden vil det være meget svært at finde en måde, hvorpå brugeren kan trække sit samtykke tilbage lige så let, som det er givet.

Omvendt vurderer Datatilsynet fortsat, at et swipe, et vink foran et smartkamera, at bevæge sin smartphone rundt med uret eller i en ottetalsbevægelse kan være måder at meddele samtykke på, hvis de nødvendige oplysninger stilles til rådighed, og såfremt det er klart, at bevægelsen betyder, at den registrerede dermed samtykker. 

Offentlige myndigheder kan som udgangspunkt ikke bruge samtykke som behandlingsgrundlag

Et samtykke anses normalt ikke for at være afgivet frivilligt, hvis der er en klar skævhed mellem den registrerede og den dataansvarlige. Der vil ofte være et ulige forhold mellem offentlige myndigheder og borgere som led i offentlige myndigheders myndighedsudøvelse. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor den registrerede ansøger om en offentlig ydelse. Hvis borgeren ønsker den pågældende ydelse, vil borgeren ikke have andre alternativer end at give samtykke til behandlingen. Samtykket vil dermed ikke være afgivet frivilligt, da borgeren ikke har et reelt valg. Offentlige myndigheder bør derfor nøje overveje anvendelsen af samtykke som behandlingsgrundlag, og om samtykke overhovedet kan bruges. 

Datatilsynet uddyber dog i sin vejledning, at i visse situationer, hvor borgerens afvisning af at give samtykke er uden betydning for myndighedens sagsbehandling af en ydelse eller tilladelse til borgeren, vil behandling kunne ske på grundlag af samtykke. Som eksempel nævner tilsynet de tilfælde, hvor en borger ønsker at acceptere en kommunes tilbud om at modtage oplysninger på e-mail eller SMS om afhentning af storskrald eller oplysning om forsinkede anlægsarbejder i lokalområdet.