Nyhed

Alternative tilbud skal dokumentere opfyldelse af mindstekrav

Klagenævnet for Udbud har annulleret tildelingen af en kontrakt mellem Haderslev Kommune og SR-Gruppen. I sit alternative tilbud havde SR-Gruppen nemlig ikke dokumenteret, at tilbuddet levede op til udbuddets mindstekrav.

– Af advokatfuldmægtig Simon Christensen

Kort om udbuddet

Haderslev Kommune iværksatte en offentlig licitation efter tilbudsloven på asfaltarbejde på 12 vejstrækninger. Licitationsbetingelserne indeholdt en mulighed for at afgive såkaldte alternative tilbud. Alternative tilbud giver mulighed for at lade tilbudsgivernes kreativitet spire og på den måde overbevise ordregiveren om, at opgaven kan løses på anden vis.

Det er ikke ukompliceret at gennemføre et udbud med mulighed for alternativ tilbudsafgivelse. Det kræver under alle omstændigheder, at ordregiveren udstikker retningslinjer for, hvilke mindstekrav der (også) skal være opfyldte i det alternative tilbud.

Haderslev Kommune besluttede at tildele kontrakten til SR-Gruppen, som havde givet et tilbud med en alternativ løsning på den udbudte opgave. Desuden var SR-Gruppens tilbud billigst, hvilket stemte overens med udbuddets tildelingskriterium, som netop var "laveste pris".

Det alternative tilbud levede ikke op til mindstekrav

En forbigået tilbudsgiver, Pankas A/S (Pankas), klagede over tildelingen og argumenterede i den forbindelse for, at det alternative tilbud fra SR-Gruppen skulle have været afvist, da det ikke levede op til et fastlagt mindstekrav. Pankas mente derfor, at tildelingen var i strid med tilbudslovens § 9, stk. 1 samt ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet.

Udbuddet indeholdt et krav om, at forstærkningsbehovet på asfalten mindst skulle svare til et såkaldt slaglag på 110 kg/m2 ved en 'kombi-løsning'. Udbudsbetingelserne måtte derfor forstås sådan, at et alternativt tilbud ikke nødvendigvis skulle have samme tykkelse, men blot skulle svare til forstærkningsbehovet. SR-Gruppen havde tilbudt en 'remx-løsning' med en lagtykkelse på 95 kg/m2.

Ifølge en rapport, som blev udarbejdet til Haderslev Kommune, kunne SR-Gruppens tilbudte løsning ikke sidestilles direkte med udbuddets krav. SR-Gruppen havde imidlertid ikke dokumenteret, at løsningens kvalitet var tilsvarende eller bedre end det fremsatte mindstekrav, og derfor vurderede Klagenævnet for Udbud, at mindstekravet ikke var overholdt. 

Krav om entydig og klar besvarelse af spørgsmål

Under udbuddet blev Haderslev Kommune spurgt, om alternative tilbud også skulle opfylde kravet om antal kg/m2. Kommunen svarede, at den alternative løsning skulle have lignende egenskaber, og at det alternative tilbud ville blive vurderet ud fra dets egenskaber og pris.

Klagenævnet udtalte, at Haderslev Kommune burde have gjort det klart, at alternative løsninger ikke skulle leve op til kravet om lagtykkelse, hvis det alternative tilbud blot havde samme egenskaber som den angivne lagtykkelse.

Hvad viser kendelsen?

Kendelsen er et eksempel på, at klagenævnet – også ved alternative tilbud – stiller de sædvanlige store krav til ordregiveres efterlevelse af princippet om gennemsigtighed og ligebehandling i udbudsproceduren. Også derfor bør ordregivere altid svare entydigt og præcist på de spørgsmål, der stilles under udbudsprocessen.

Klagenævnets kendelse viser også, at det er vigtigt, at tilbudsgivere, der afgiver alternative tilbud, dokumenterer, at den alternative løsning lever op til udbuddets mindstekrav. I dette tilfælde skulle SR-Gruppen altså have dokumenteret, at den tilbudte løsnings holdbarhed var den samme, selvom tilbuddets lagtykkelse var lavere end den udbudte.

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34