Nyhed

Ændring ved digital underskrivelse af årsrapport

Forslag til ændring af lov om finansiel virksomhed m.fl., der har til formål at forenkle processen ved digital underskrivelse af årsrapporter blev vedtaget den 13. december 2019 og trådte i kraft den 1. januar 2020.

Digital signatur - elektronisk underskrift ipad - 3840x2160

Samme ændring er vedtaget i lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger, lov om firmapensionskasser, lov om arbejdsskadesikring, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Indtil den 1. januar 2020 kunne selskaber underskrive deres årsrapporter digitalt, men medlemmer af bestyrelsen og direktionen skulle underskrive og datere underskriften i tilknytning til en ledelsespåtegning, hvor hver enkelt medlems navn og funktion i forhold til selskabet skulle være tydeligt angivet. 

Tilpasning til digitale løsninger

Ovenstående krav har forhindret, at ledelsesmedlemmer i praksis har kunnet underskrive årsrapporten digitalt, hvortil ændringslovens forarbejder blandt andet anfører, at; "de digitale underskriftsløsninger, der kendes i dag, f.eks. Nem ID, ikke muliggør, at underskriften placeres i tilknytning til en bestemt del af det samlede dokument". 

Af den årsag har Folketinget vedtaget, at kravet om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til, at ledelsespåtegningen bortfalder, hvis årsrapporten underskrives digitalt. Dog skal underskriverens navn fortsat fremgå tydeligt i tilknytning til ledelsespåtegningen. 

En bestemmelse svarende til ovenstående findes i årsregnskabsloven, men har ikke hidtil været gældende for finansielle virksomheder m.fl., som ikke er omfattet af årsregnskabsloven ‒ herunder Danske UCITS, firmapensionskasser, Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lovforslaget skal derfor sikre ens regler for forskellige virksomhedstyper på et område, hvor der ikke er grund til forskelle.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Steen Jensen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 46
Mob. +45 24 86 00 04
Jacob Høeg Madsen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 58
Mob. +45 40 30 30 16