Nyhed

Ændring af udbudsloven - de væsentligste ændringer

Ændringsloven til udbudsloven er vedtaget, og de fleste ændringer træder i kraft allerede den 1. juli 2022. Hvad skal du være opmærksom på i praksis? Få et overblik over de væsentligste ændringer, der får betydning for dig som ordregiver eller tilbudsgiver. 

Ændring af udbudsloven de væsentligste ændringer

1. Begrænsning af adgangen til aktindsigt

Adgangen til aktindsigt i tilbud eller tilbudsoplysninger begrænses, så der kun er adgang for de, der er klageberettigede (og massemedier). Klageberettigede er eksempelvis forbigåede tilbudsgivere. 
Udbudslovens § 5a - træder i kraft 1. juli 2022

2. Obligatorisk udelukkelse ved tvivl om tilbudsgiverens integritet

Den tidligere frivillige udelukkelsesgrund vedrørende ansøgere og tilbudsgivere, der har begået alvorlige forsømmelser, der sår tvivl om dennes integritet, gøres obligatorisk. Alle ordregivere bliver dermed forpligtet til at anvende udelukkelses-grunden. 
Udbudslovens § 136, stk. 4 - træder i kraft 1. juli 2022

3. Ny vejledende self cleaning-enhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Hvis en tilbudsgiver er omfattet af en udelukkelsesgrund, skal ordregiveren fremover indhente en vejledende udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, hvorvidt tilbudsgiveren har dokumenteret sin pålidelighed. Det er obligatorisk at indhente udtalelsen, men ordregiveren skal fortsat foretage sin egen pålidelighedsvurdering.
Udbudslovens § 138, stk. 1, 2. pkt. - træder i kraft 1. januar 2023

4. Kontraktkrav om brug af personer under oplæring

I offentlige bygge- og anlægskontrakter skal ordregiver stille krav om brug af personer under oplæring. Tilsvarende gæl-der for visse tjenesteydelseskontrakter (reparations- og vedligeholdelsestjenester, installationstjenester, transporttjenester og rengøring), hvis kontraktværdien er over 5 mio. kr. 
Udbudslovens § 176, stk. 2 - træder i kraft 1. juli 2022

5. Mulighed for en fælles offentlig udbudsplatform

Erhvervsministeren gives mulighed for at fastsætte regler om, hvordan elektroniske udbud skal gennemføres. I første omgang er der lagt op til en undersøgelse af, om der bør udvikles en fælles offentlig udbudsplatform. 
Udbudslovens § 194, stk. 1 - træder i kraft 1. juli 2022

6. Mulighed for krav om 'køb grønt eller forklar'

Erhvervsministeren gives mulighed for at fastsætte regler om, at ordregivere skal forklare det i udbudsmaterialet, hvis et indkøb ikke inddrager miljø- eller klimahensyn. 
Udbudslovens § 194, stk. 1 - træder i kraft 1. juli 2022

7. Sanktion for ikke at overholde opdel eller forklar-princippet

Ordregivere kan pålægges en sanktion eller bøde på op til 100.000 kr., hvis de ikke oplyser, hvorfor en kontrakt ikke er opdelt i flere delkontrakter. Sanktionen forudsætter, at der klages til Klagenævnet for Udbud. 
Lov om Klagenævnet for Udbud § 13a og 13b - træder i kraft 1. juli 2022

Se lovforslag nr. L 199: Forslag til Lov om ændring af udbudsloven, lov om Klagenævnet for Udbud og lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren.

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34
Kristine Stage Mikkelsen
Senior Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 69
Mob. +45 24 86 00 47