Nyhed

Europa-Kommissionen pålægger Google endnu en milliardbøde

Den 20. marts 2019 meddelte Europa-Kommissionen, at den har pålagt Google en bøde på 1,49 mia. euro for at have misbrugt sin dominerende stilling på markedet for formidling af onlinesøgeannoncering.

Af stipendiat Clement Hoff Munk og advokatfuldmægtig Victoria Törner

Kommissionen vurderede, at Google havde udøvet konkurrencebegrænsende adfærd ved at indgå klausuler med tredjepartshjemmesider, som anvendte Googles produkt "Adsense for Search". Ifølge Kommissionen medførte disse klausuler, at Googles konkurrenter (eksempelvis Microsoft og Yahoo) ikke fik deres annoncer vist, når en forbruger anvendte en hjemmesides søgefunktion, hvis den var forbundet til "Adsense for Search".

"Adsense for Search" er en formidlingsplatform, som hjemmesideejere kan forbinde sig til, hvorefter søgefunktionen på hjemmesiden forbindes til Googles søgemaskine. Herefter forsyner Google ejerne af disse hjemmesider med søgeannoncer. Adsense fungerer derved som bindeled mellem annoncører og hjemmesideejere. "Adsense for Search" er et relevant produkt for eksempelvis avis-, blog- eller rejsehjemmesider, som ofte indeholder en søgefunktion. Når en bruger foretager en søgning via en hjemmesides søgefunktion, vises både søgeresultater og søgeannoncer sammen.

Kommissionens afgørelse

I sin undersøgelse fandt Kommissionen, at det – på grund af klausulerne – ikke var muligt for Googles konkurrenter at sælge annonceplads på tredjepartshjemmesider, der anvender Googles produkt og søgemaskine. Netop tredjepartshjemmesiderne er vigtige for adgangen til markedet og afgørende for, at Googles konkurrenter kan konkurrere med Google. 

Kommissionen fandt, at Googles klausuler med tredjepartshjemmesider medførte, at adgangen til markedet var blevet afskærmet i betydeligt omfang, og at klausulerne dermed var konkurrencebegrænsende. På den baggrund udmålte Kommissionen en bøde på ca. 1,49 mia. euro (ca. 11 mia. kroner). Ved udmålingen tog Kommissionen hensyn til Googles årlige omsætning samt overtrædelsens karakter, varighed (mere end ti år) og grovhed.

Google har endnu ikke meddelt, om de vil appellere Kommissionens afgørelse.

Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse om sagen.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40