Nyhed

None of your business

Under den siddende regering har det fået stor politisk bevågenhed, hvorvidt det offentlige Danmark træder ind i opgaver, der ikke relaterer sig til den offentlige kerneopgave, men som derimod ligger i grænselandet for erhvervsvirksomhed i konkurrence med private. Det har nu udmøntet sig i tre lovforslag, som er sendt i høring med frist for bemærkninger den 8. april 2019, og som du kan læse mere om i denne nyhed.

Af advokat Stine Grauballe Sheta

Det første lovforslag er en lovfæstelse af kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne om erhvervsvirksomhed i en ny lov om kommunal og regional erhvervsvirksomhed.

Det andet lovforslag skal regulere det offentliges prissætning og beregning af kontrolbud, så der sikres fair og lige konkurrence i forhold til private virksomheder, primært igennem en ændring af den eksisterende lov om kommuners styrelse og regionsloven. Også her er der tale om en lovfæstelse af rammer, der (i det væsentligste) tidligere gjaldt i kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne. 

Det tredje lovforslag vedrører etableringen af en ny klagemyndighed for offentlige erhvervsaktiviteter. Klagemyndigheden skal tage stilling til, om en kommunal eller regional myndigheds aktivitet er lovlig efter de to øvrige nye regelsæt – det vil sige dels, om erhvervsaktiviteten har en karakter, hvor den er lovlig efter det nye regelsæt om kommunal og regional erhvervsvirksomhed, dels om priserne på erhvervsaktiviteten er fastsat lovligt, så der er tale om en fair og lige konkurrence med private virksomheder. 

En mission om fair og lige konkurrence

I bemærkningerne til alle tre lovforslag lægges der som baggrund for forslagene stor vægt på, at det er regeringens politik, at den offentlige sektor ikke skal bevæge sig ind på private markeder og udføre opgaver, der ligger ud over det offentliges kerneområde. 

Formålet med lovforslagene angives derfor i bemærkningerne at være en sikring af, at der er en høj grad af gennemsigtighed om reglerne for offentlige erhvervsaktiviteter, samtidig med at kommunal og regional prissætning af erhvervsaktiviteter sker på en sådan måde, at prissætningen ikke er konkurrenceforvridende. Derudover skal håndhævelsen styrkes gennem en tydelig klageadgang ved en nyoprettet klagemyndighed. 

Første lovforslag: Lovfæstelse af kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne

Vi nærmer os et folketingsvalg, og man kunne derfor fristes til at kalde lovforslaget om lovfæstelse af kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne af de – allerede i praksis gældende – kommunal- og myndighedsfuldmagtsregler for en art symbolpolitik. Uanset dette, er det dog et faktum, at lovforslaget i hvert fald samler reglerne, så de kan tilgås via en samlet lov med tilhørende bemærkninger. Set fra et kommunalt og regionalt synspunkt vil det derfor være vores forventning, at lovforslaget – hvis det bliver vedtaget – kan blive en praktisk hjælp til at sikre afgrænsning af erhvervsaktivitet i tvivlstilfælde. 

Lovforslaget bidrager også med den væsentlige ændring, at udgangspunktet er formuleret sådan, at det offentlige ikke skal drive erhvervsvirksomhed, medmindre det er lovreguleret. Dette er i modsætning til den nuværende ulovfæstede kommunal- og myndighedsfuldmagt, der samler de aktiviteter, som ikke var lovreguleret.  

Andet lovforslag: Prissætning og beregning af kontrolbud

Det andet lovforslag om prissætning og klagemyndighed ift. kommunale og regionale erhvervsaktiviteter samt om kontrolbud tager udgangspunkt i en anbefaling i Konkurrencerådets rapport om offentlige aktiviteter på kommercielle markeder, der blev offentliggjort i maj 2016. 

Lovforslaget skal primært regulere det offentliges prissætning og beregning af kontrolbud. I dag er der ikke et samlet regelsæt for prissætning af kommunal og regional erhvervsaktivitet, og i det omfang særlovgivningen ikke udtømmende regulerer kommuners og regioners prissætning af erhvervsaktiviteter, skal dette i dag ske efter kommunal- og myndighedsfuldmagtsreglerne. 

Reglerne for beregning og afgivelse af kontrolbud findes i dag i bekendtgørelse nr. 607 af 24. juni 2008 om kommuners og regioners beregning og afgivelse af kontrolbud. Reglerne er fastsat med hjemmel i § 62 d, stk. 1 i lov om kommunernes styrelse og § 35 a, stk. 1 i regionsloven. Også dette lovforslag er dermed en delvis lovfæstelse af allerede gældende principper, men derudover ønsker regeringen med lovforslaget at sikre klarere regler for prisfastsættelse af kommunal og regional erhvervsaktivitet og beregning af kontrolbud, så dette sker i overensstemmelse med OECD's anbefalinger, sådan som det også er anbefalet i Konkurrencerådets rapport. 

Tredje lovforslag: Etablering af en klagemyndighed for offentlige erhvervsaktiviteter

Der er ikke i dag særlige klagemyndigheder, der har kompetence til at tage stilling til kommunal- eller myndighedsfuldmagtsspørgsmål om kommunal eller regional erhvervsvirksomhed. Kompetencen hertil ligger hos den kommunale tilsynsmyndighed, som ikke er en decideret klageinstans. Derfor er det en væsentlig nyskabelse med en ny klagemyndighed. Vi forventer, at etableringen af en sådan klagemyndighed vil bringe et øget fokus til området, og det er desuden meget sandsynligt, at langt flere end tidligere vil forsøge at anfægte de kommunale og regionale erhvervsaktiviteter. Om det reelt vil føre til bedre konkurrence – eller bare en ny klagekultur – må vi have til gode at se. 

Læs de tre lovforslag:  

Læs Konkurrencerådets rapport om offentlige aktiviteter på kommercielle markeder. 

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34