Nyhed

To arbejdstøjs­producenter frifindes for kartel­virksomhed

To virksomheder og to ledende medarbejdere blev af retten i Glostrup frifundet for at have koordineret tilbudspriser på en rammeaftale om arbejdstøj. Retten fandt ikke, at der var ført det fornødne bevis for, at samarbejdet mellem virksomhederne havde haft til formål eller følge at begrænse konkurrence og frifandt således begge virksomheder og de to ledende medarbejdere, sidstnævnte for påstand om fængselsstaf.

Af advokatfuldmægtig Maria Gartenmann 

Retten i Glostrups dom af den 24. september 2019

I 2014 gennemførtes et tværministerielt udbud af fem myndigheder bestående af fem delaftaler om arbejdsbeklædning, hvilket blandt andet indebar en delaftale vedrørende fodtøj og en delaftale vedrørende logistik. Virksomheden Bacher Logistics bød på alle fem delaftaler, mens virksomheden Bjerregaard Sikkerhed kun bød på delaftalen om fodtøj.

Usædvanlige forhold i tilbuddene

Ordregiveren identificerede nogle forhold i tilbuddene, som medførte, at ordregiveren kontaktede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Ét af disse forhold var blandt andet, at begge virksomheder havde angivet samme priser i delaftalen om fodtøj og tilmed havde lavet samme fejl ved at prissætte et produkt til 0 kr. Ved ordregivers henvendelse til én af virksomhederne blev det oplyst, at virksomheden gerne ville rette denne fejl, og at de havde været i kontakt med den anden virksomhed, der ønskede det samme.

Der blev efterfølgende identificeret materiale, som understøttede, at virksomhederne ville "gå sammen" om udbuddet. Dette materiale var blandt andet mailkorrespondance mellem de to ledende medarbejdere fra virksomhederne og materiale vedrørende parternes deltagelse i og drøftelser under et "årsmøde".

Rettens frifindelse

I den strafferetlige procedure havde Anklagemyndigheden nedlagt påstand om fængselsstraf til de to ledende medarbejdere. Dette er tidligere set i nedrivningskartelsagerne, som du kan læse om i en af vores tidligere nyheder, men er endnu ikke blevet fulgt af domstolene.

Retten i Glostrup udtalte, at virksomhederne normalt ikke var konkurrenter, og at det ikke var usædvanligt, at virksomheder samarbejder om afgivelse af bud. Bacher Logistics beskæftigede sig primært med logistik, mens Bjerregaard Sikkerhed var grossistleverandør af fodtøj. Retten fandt det således bevist, at formålet med årsmødet og at "gå sammen" alene var, at Bjerregaard skulle være underleverandør til Bacher. Det var derfor ikke usædvanligt, at Bacher baserede sit bud på materiale fra Bjerregaard.

Retten fandt desuden, at mailkorrespondancen mellem de to ledende medarbejdere ikke gav indikation for, at parterne havde indgået en prisaftale. Derudover blev det fundet, at virksomhedernes enslydende priser ganske vist kunne indikere, at der var indgået en aftale om at samordne bud, men at der ikke var andet materiale, der kunne underbygge dette.

På den baggrund konkluderede Retten (dommen kan læses her), at der, som sagen var oplyst, ikke var fornøden sikkerhed for, at samarbejdet mellem virksomhederne havde haft til formål eller følge at begrænse konkurrencen. Både virksomhederne og de ledende medarbejdere blev derfor frifundet.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40