Nyhed

Konkurrence­rådet: Falck misbrugte sin dominerende stilling

Konkurrencerådet har vurderet, at Falck har overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling ved at have fastlagt og efterfølgende implementeret en strategi om at ekskludere konkurrenten BIOS Ambulance Services Danmark A/S fra det danske marked for ambulancetjenester.

Af advokatfuldmægtig Emil Petri

Sagens baggrund

Den 25. august 2014 vandt BIOS et udbud om at varetage en del af ambulancekørslen i Region Syddanmark i ti år. Indtil da havde Falck drevet ambulancetjenesten i regionen. Fra meddelelsen om kontraktstildelingen havde BIOS et år til at forberede sig på opgaven, som de efter planen skulle overtage fra Falck den 1. september 2015.

Den 27. maj 2015 klagede BIOS til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over Falcks adfærd efter tabet af udbuddet. BIOS var af den overbevisning, at Falck forsøgte at forhindre BIOS i at overtage ambulancetjenesten i Region Syddanmark. På baggrund af BIOS' henvendelse foretog styrelsen en kontrolundersøgelse hos Falck i december 2015.

BIOS overtog planmæssigt ambulancedriften den 1. september 2015, men blev taget under konkursbehandling den 27. juli 2016. Efterfølgende valgte Region Syddanmark, gennem deres nystiftede ambulanceselskab, Ambulance Syd, at hjemtage driften af ambulancetjenesten i de områder, som blev tildelt BIOS ved udbuddet i 2014.

Konkurrencerådets afgørelse

Ifølge Konkurrencerådet fastlagde Falck, efter tabet af udbuddet, en overordnet strategi om at ekskludere BIOS fra det danske marked for ambulancetjenester. Formålet med strategien var – ifølge rådet – især at afskærme BIOS fra at rekruttere ambulancereddere i Region Syddanmark ved at skabe usikkerhed og bekymring om BIOS som leverandør og arbejdsplads. Konkurrencerådet fandt endelig, at strategien blev implementeret gennem en række aktiviteter, deriblandt formidling af negative historier om BIOS, kampagner på de sociale medier og målrettet påvirkning af ambulanceredderne i Region Syddanmark.

I sin vurdering lagde Konkurrencerådet vægt på markedets særlige karakteristika, herunder at ambulancereddere er et nødvendigt og meget væsentligt input for ambulancevirksomheder, og at ambulancereddere er en begrænset ressource. Derudover vurderede rådet, at Falcks aktiviteter ikke var udtryk for almindelig konkurrence på ydelser ("competition on the merits"), og at aktiviteterne samtidig var egnet til at begrænse konkurrencen. På baggrund heraf fandt Konkurrencerådet, at Falck havde misbrugt sin dominerende stilling på det danske marked for ambulancetjenester i perioden efter den 25. august 2014 og frem til oktober 2015.

Falck har valgt ikke at anke rådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet.

Læs Konkurrencerådets afgørelse.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40