Nyhed

Klage over evaluering blev (endnu en gang) ikke taget til følge

Nyt fra Klagenævnet for Udbud: Den 21. februar 2019 afsagde klagenævnet kendelse i sagen TC Anlæg A/S mod Assens Spildevand A/S. Der blev indgivet en klage over ordregiverens tilbudsvurdering, som klagenævnet på intet punkt tog til følge. Det kan du læse mere om i denne nyhed.

Klagen handlede om en række konkrete forhold i evalueringen af et udbud af en totalentreprise om etablering af et system til transport af spildevand. Klageren havde ikke fået tildelt kontrakten og havde en række påstande, som i essensen handlede om, at ordregiveren havde foretaget en forkert evaluering, eksempelvis ved at undlade at lægge vægt på nogle bestemte forhold, eller ved at lægge vægt på forhold, der ikke burde være lagt vægt på. Ifølge klageren skulle denne derfor være tildelt et højere pointantal for sin kvalitet.

I sine begrundelser for ikke at tage klagepunkterne til følge fremhæver klagenævnet, at nævnet – efter fast praksis – kun tilsidesætter det skøn, som den ordregivende myndighed har udøvet, "hvis ordregiveren åbenbart har overskredet den vide grænse, der gælder for ordregiverens evalueringstekniske skøn, eller har handlet usagligt.". Klagenævnet erstatter derfor ikke ordregiverens skøn med sit eget. Heller ikke denne gang.

Hvad viser kendelsen?

Størstedelen af klagesagens påstande handler reelt om, at den klagende virksomhed er uenig i ordregiverens evaluering. Og det kan der være forskellige – måske også berettigede – grunde til. Helt undtagelsesvis kan det også være, at den uenighed skal prøves ved Klagenævnet for Udbud. I langt de fleste tilfælde er det dog manglende begrundelser, der giver grundlag for 'konspirationsteoretiske tilgange og uenigheder'.

Vores erfaring er, at det i mange tilfælde kan være frugtbart, hvis forbigåede tilbudsgivere – som har velbegrundede kritikpunkter til evalueringen og især til pointtildelingen – i første omgang (og typisk kort efter underretningen) henvender sig til ordregiveren for at få et møde og en mere uddybende begrundelse. På sådanne møder kan tilbudsgiveren præsentere sine budskaber om (påståede eller undrende) fejl i evalueringen, og tilbudsgiveren vil både kunne få forklaret – men evt. også kunne udfordre – det grundlag, som ligger til grund for evalueringen. Det ses nemlig jævnligt, at begrundelserne måske nok opfylder udbudslovens krav, men typisk ikke den spørgende, fagkyndige tilbudsgivers krav; selv om dette burde være barren for alle ordregiveres afslutning af et udbud. Så er den anbefaling i hvert fald givet videre.

I de situationer, hvor en ordregiver faktisk har overset noget, eller har begået en anden fejl, kan ordregiveren genoptage evalueringen. Et sådant resultat vil være mere fordelagtigt for en undrende tilbudsgiver end en klagesag, da Klagenævnet for Udbud som nævnt aldrig erstatter ordregiverens skøn med sit eget, og fordi der i øvrigt skal meget til, før en evaluering overhovedet bliver tilsidesat af nævnet.

Læs kendelsen: Klagenævnet for Udbuds kendelse i sagen mellem TC Anlæg A/S mod Assens Spildevand A/S

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34