Lovindgrebet i lærerkonflikten var ikke i strid med arbejdstidsdirektivet
Højesteret har netop fastslået, at indgrebsloven ved lærerkonflikten i 2013 ikke var i strid med arbejdstidsdirektivets regler. Sagen er interessant, da Højesteret skulle tage stilling til sammenspillet mellem EU-retten, den danske model og lovindgrebet i forbindelse med lærerkonflikten. I afgørelsen lagde Højesteret vægt på, at indgrebslovens regler om hviletid og fridøgn havde karakter af overenskomstbestemmelser, da de blev en integreret del af overenskomsterne. Derudover var reglerne i det væsentligste en videreførelse og forlængelse af det, som parterne tidligere havde aftalt.
Højesterets dom den 1. juni 2018
Sagen kort
Lærerkonflikten i april 2013 endte med, at Folketinget foretog et lovindgreb efter 25 dages landsdækkende konflikt. Indgrebsloven fastsatte nye arbejdstidsregler for lærerne. I visse tilfælde fraveg indgrebsloven reglerne i arbejdstidsdirektivet.
Det fremgår af arbejdstidsdirektivet, at medlemsstaterne skal sikre, at alle medarbejdere får en hvileperiode på minimum 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode. Det fremgår også, at der ved lov, ved kollektiv overenskomst eller ved aftale mellem arbejdsmarkedets parter, kan ske fravigelse af direktivets regler om hviletid og fridøgn i visse tilfælde.
Sagen drejede sig om, hvorvidt de fravigelser af arbejdstidsdirektivets regler om hviledøgn og fridøgn, som blev fastsat med lovindgrebet, var i strid med arbejdstidsdirektivet. Lovindgrebet indeholdt regler, der fraveg arbejdstidsdirektivets regler om hviletid og fridøgn i forbindelse med lejrskoler, samt regler hvorefter den daglige hviletid kunne nedsættes fra 11 timer til otte timer én gang ugentligt. Sidstnævnte var af særlig betydning for afholdelse af lærernes forældremøder.
Spørgsmålet for Højesteret var, hvorvidt indgrebsloven kunne sidestilles med en kollektiv overenskomst, da dette var afgørende for, om lovindgrebet var i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets regler.
Højesterets dom
Højesteret fastslog indledningsvist, med henvisning til praksis fra EU-Domstolen, at bestemmelserne i indgrebsloven vedrørende lejrskoler ikke var i strid med arbejdstidsdirektivet.
Herefter skulle Højesteret tage stilling til, om indgrebslovens regler om mulighed for nedsættelse af den daglige hviletid én gang ugentligt var i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet, da fravigelse, ifølge direktivet, kunne ske ved kollektiv overenskomst.
Højesteret konstaterede, at begrebet "kollektiv overenskomst" ikke defineres i hverken arbejdstidsdirektivet eller anden EU-lovgivning. Ved fortolkning og anvendelse af begrebet "kollektiv overenskomst" skulle der derfor tages udgangspunkt i national lovgivning og praksis.
Dernæst fandt Højesteret, at dén fravigelse af reglerne om hviletid og fridøgn, som indgrebsloven gav mulighed for, var en integreret del af de nye overenskomster mellem parterne, på samme måde som hvis parterne selv havde aftalt det. Derudover var reglerne i det væsentligste en videreførelse og forlængelse af det, som parterne tidligere havde aftalt.
Højesteret konkluderede på denne baggrund, at indgrebsloven kunne sidestilles med en overenskomst. Reglerne om hviletid og fridøgn var derfor ikke i strid med arbejdstidsdirektivet.
Landsretten var nået til samme resultat.
Hvad viser dommen?
Med afgørelsen vælger Højesteret den pragmatiske løsning og sidestiller lovindgrebet med en kollektiv overenskomst. Et lovindgreb i en konflikt anses ikke for at være en overenskomst i traditionel forstand, og Højesterets fortolkning af arbejdstidsdirektivet kan ses som en måde, hvorpå den danske model og EU-retten kan forenes.
Kontakt
