Nyhed

Højesterets fortolkning af Bruxelles I-forordningens artikel 8, nr. 1

Hvor praktiske hensyn taler for det, kan en part sagsøge en modpart et andet sted, end der hvor parten har bopæl eller forretningssted.

Kort om sagen 

En dansk fødevaregrossist (B) havde købt nogle frosne kyllingeprodukter af et hollandsk selskab (W), og havde efterfølgende solgt produkterne videre til et tysk selskab (G). Salget skete på CIP-vilkår, og B skulle derfor sørge for transporten af produkterne fra W til G. 

Et andet hollandsk selskab (V) skulle, efter aftale med W opbevare og udlevere produkterne til (C), som havde indgået en aftale med B om at transportere produkterne til G. 

V udleverede produkterne til en fragtfører, men produkterne nåede imidlertid aldrig frem til G. B's forsikringsselskab (T) betalte erstatningsleverancen. 

T anlagde herefter sag mod C og V ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at C og V hæftede solidarisk for værdien af erstatningsleverancen. Derudover havde C nedlagt en friholdelsespåstand over for V. 

Ifølge artikel 4, stk. 1 i Bruxelles I-forordningen om værneting, at sagsøgte som hovedregel skal sagsøges ved sit hjemting. Sø- og Handelsretten konstaterede i sine præmisser, at forordningens artikel 8, nr. 1 og 2 udgør snævre undtagelser til hovedreglen.

Sø- og Handelsretten fastslog herefter, at T's krav mod C og V ikke kunne behandles og påkendes samlet ved Sø- og Handelsretten, eftersom kravene beroede på to forskellige retsgrundlag. 

Sø- og Handelsretten fandt, at Danmark ikke var rette værneting for sagen mod V og afviste derfor sagen.

Højesterets resultat

Højesteret fandt, at T's krav mod både C og V var forbundne i en sådan grad, at de burde behandles sammen ved den samme domstol, idet der ellers ville være risiko for at nå frem til uforenelige afgørelser, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 8, nr. 1. Højesteret fandt, at det forhold, at T's krav mod C udsprang af en kontrakt mellem B og C, mens T's krav mod V ikke udsprang af et kontraktforhold, samt  at det forhold, at T's krav mod C skulle bedømmes efter dansk ret, mens Ts krav mod V formentlig skulle bedømmes efter hollandsk ret, ikke udelukkede anvendelsen af forordningens artikel 8, nr. 1.

Højesteret fastslog på den baggrund, at Sø- og Handelsretten var rette værneting for både T's krav mod V og C. Da C's friholdelsespåstand kunne tages under pådømmelse i samme sag, tog Højesteret ikke stilling til, om betingelserne for dansk værneting for C krav mod V efter forordningens art. 8, nr. 2, var opfyldt. 

Højesteret ophævede på den baggrund Sø- og Handelsrettens dom og hjemviste sagerne til behandling ved Sø- og Handelsretten. 

Kromann Reumerts bemærkninger 

Højesterets afgørelse illustrerer, at Højesteret ikke nødvendigvis vil fortolke Bruxelles I-forordningens undtagelsesbestemmelser indskrænkende. Hvor praktiske hensyn taler for det, er det langt fra umuligt for en part at sagsøge en modpart et andet sted end der, hvor parten har bopæl eller forretningssted. 

I forhold til værnetingsaftaler verserer der p.t. en sag for Højesteret om fortolkningen af forbrugerbegrebet i Bruxelles I-forordningen, idet det er afgørende for, om en række bankkunder er bundet af en indgået værnetingsaftale. 

Kromann Reumert vil informere om denne afgørelse i et nyhedsbrev, når den foreligger. 

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Rostock-Jensen
Of Counsel (København)
Dir. +45 38 77 44 50
Mob. +45 40 59 04 32
Claus Juel Hansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 45
Mob. +45 21 26 90 70