Nyhed

EU-Kommissionen varsler retningslinjer for misbrug af dominerende stilling i form af ekskluderende adfærd

EU-Kommissionen har for nyligt annonceret, at man vil igangsætte udarbejdelsen af retningslinjer for misbrug af dominerende stilling i form af ekskluderende adfærd. I samme omgang har Kommissionen offentliggjort en meddelelse om ændring af vejledningen om prioritering af håndhævelsen.

brikker - dominerende - spil - god - ond 1920x1080.jpg

Nye retningslinjer

EU-Kommissionen vil - for første gang nogensinde - udarbejde samlede retningslinjer for misbrug af dominerende stilling i form af ekskluderede adfærd efter TEUF artikel 102. Det er første initiativ i denne retning siden 2008, hvor EU-Kommissionen offentliggjorde sine retningslinjer om prioritering af håndhævelsen for virksomheders misbrug af dominerende stilling.

EU-Kommissionen angiver, at formålet med at udarbejde samlede retningslinjer for misbrug af dominerende stilling er at sikre, at reglerne er klare og effektive og anvendes til fordel for de europæiske forbrugere og den europæiske økonomi. Kommissionen fremhæver, at de nye retningslinjer skal afspejle EU-Domstolens retspraksis, og nævner, at EU-Domstolen siden 2008 har afsagt 32 domme om ekskluderende adfærd - som især stadfæster den virkningsbaserede tilgang til forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, hvor der tidligere har været en mere objektivt baseret tilgang. Se eksempelvis vores tidligere nyhedsbrev om EU-Domstolens dom i sag C-680/20, hvor Kommissionen påstod, at Unilever havde misbrugt sin dominerende stilling (Læs her).

Kommissionen vil offentliggøre et udkast til retningslinjerne til offentlig høring i midten af 2024 og forventer, at retningslinjerne vil blive endeligt vedtaget i 2025.

Ny meddelelse om ændring af vejledningen

Sammen med varslingen af nye retningslinjer for misbrug af dominerende stilling i form af ekskluderende adfærd har EU-Kommissionen offentliggjort en meddelelse om ændring af vejledningen om prioritering af håndhævelsen i sager om ekskluderende adfærd fra 2008. Formålet med de ændrede retningslinjer er, at de skal fungere som en - om end begrænset - opdatering af vejledningen i en begrænset periode, indtil de nye retningslinjer bliver vedtaget i 2025.

Formålet med ændringsmeddelelsen er at skabe større åbenhed om de principper, der ligger til grund for Kommissionens prioritering af håndhævelsen i sager om ekskluderende adfærd.

De væsentligste præciseringer i meddelelsen er, at Kommissionen kan undersøge sager:

  • hvor en dominerende virksomhed pålægger sine samarbejdspartnere urimelige vilkår ved køb varer (konstruktiv leveringsnægtelse)
  • hvor en dominerende virksomhed kan afskærme markedet for konkurrenter, der endnu ikke er lige så effektive, som den dominerende virksomhed, på markeder med netværkseffekter eller andre store adgangsbarrierer

Læs EU-Kommissionens varsling af nye retningslinjer for dominerende stilling med ekskludrende adfærd.

Læs bilag til EU-Kommissionens meddelelse, som indeholder ændringerne.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Carina Czerwinski Dall
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 18
Mob. +45 61 20 35 46
Louise Mrohs Helbo
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (Aarhus)
Dir. +45 38 77 10 83
Mob. +45 24 86 00 99