Nyhed

Konkurrence- og Forbruger­styrelsen udgiver ny vejledning om konsortier

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggjorde den 25. april 2018 en ny vejledning om, hvordan konkurrencereglerne anvendes på konsortier. Vejledningen har længe været efterspurgt af erhvervslivet, hvor der har været stor tvivl om konsortiesamarbejder og den konkurrenceretlige vurdering af disse.

Af stipendiat Mikkel Haugaard

Baggrund for den nye vejledning

I de senere år har der været øget fokus på konsortier og deres forenelighed med konkurrencereglerne. Der har imidlertid ikke været klare retningslinjer for, hvordan konsortiesamarbejder kunne gennemføres uden at komme i karambolage med konkurrencereglerne. Usikkerheden om reglerne har været til gene for erhvervslivet, og derfor har erhvervsorganisationer længe efterspurgt en ny vejledning fra konkurrencemyndighederne.

Udarbejdelsen af den nye vejledning har været en omfattende proces, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bl.a. har opsøgt sparring med erhvervslivet og konkurrencemyndigheder i andre lande. Formålet var at udarbejde en vejledning, der skal hjælpe erhvervslivet til at undgå ulovlige konsortiesamarbejder, da det fører til både dårligere og dyrere bud på opgaver. Samtidig var hensigten at tydeliggøre mulighederne for at indgå i konsortier, som er til gavn for konkurrencen og forbrugerne.

Kort om vejledningen

Vejledningen, der henvender sig til både virksomheder og deres rådgivere, har fokus på konsortier, som virksomheder indgår for sammen at byde på opgaver i udbud. Vejledningen indeholder først og fremmest redegørelser for konkurrencereglernes anvendelse på konsortiesamarbejder, men den indeholder også en række eksempler og afgørelser fra myndigheder i både Danmark og andre EU-lande. Desuden indeholder vejledningen konkrete råd til virksomheder, som overvejer at indgå konsortiesamarbejder.

Vejledningen i hovedpunkter

Kapitel 1

I vejledningens kapitel 1 er en kort redegørelse for konsortier og de overordnede linjer, som konkurrencereglerne udstikker. Udgangspunktet er, at konsortier er lovlige, når de er til gavn for konkurrencen og forbrugerne, mens de er ulovlige, når de reelt begrænser konkurrencen mellem konkurrenter i et udbud. Kapitlet indeholder derudover en række konkrete råd til virksomheder, der overvejer at indgå i et konsortiesamarbejde.

Kapitel 2

I dette kapitel forklares, hvornår et konsortium kan siges at begrænse konkurrencen. Dette vil typisk være tilfældet, hvor konsortiedeltagerne er konkurrenter og er i stand til at byde selvstændigt på en given opgave. Omvendt vil det ikke være tilfældet, hvor konsortiedeltagerne ikke er konkurrenter, eller hvor de ikke har kapaciteten til at løfte den udbudte opgave alene. Derudover består kapitlet af detaljerede redegørelser for, hvordan virksomheder kan vurdere, om et påtænkt konsortiesamarbejde vil være konkurrencebegrænsende.

Kapitel 3

I kapitel 3 gennemgås, hvordan et konsortium, som egentlig begrænser konkurrencen, alligevel kan være lovligt, når det er til gavn for forbrugerne. Grundlæggende er kravet, at de positive virkninger af konsortiet opvejer de negative konsekvenser for konkurrencen. Kapitlet indeholder en udførlig indføring i regelsættet.

Kapitel 4

I vejledningens sidste kapitel gennemgås reglerne for informationsudveksling mellem konsortiedeltagere. Informationsudvekslingen skal holdes til det absolut nødvendige, og det er derfor afgørende, at deltagerne ikke deler forretningshemmeligheder, strategier mv., da det kan skade konkurrencen mellem konsortiedeltagerne. Vejledningen giver retningslinjer for informationsudveksling både før og under samarbejdet.

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse. 

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40