Nyhed

SKATs kontrol­aktiviteter i 2018

SKAT udsendte for nylig publikationen "Kontrolaktiviteter 2018”, som giver et overblik over de kontrolaktiviteter, SKAT vil have særligt fokus på i løbet af 2018.

Kontrolaktiviteterne vil primært have fokus på fem områder: 

  1. Organiseret skattesvindel
  2. Globalisering
  3. Moms
  4. Tredjepartsdata
  5. De største virksomheder.

Prioriteringen og valget af de fem fokusområder sker på baggrund af SKATs opgørelse over det danske “skattegab” – dvs. differencen mellem den skat, der ifølge SKAT skal betales, og den faktisk betalte skat. 

Moms 

På momsområdet vil fokus særligt være på effekten af kontrollen, herunder særligt kontrollen med negative momsangivelser. Den øgede kontrol skal sikre, at udbetalingen af negativ moms sker på et korrekt grundlag. Derudover vil SKAT udvælge særligt risikobetonede virksomheder til momskontrol, hvis der f.eks. er blevet solgt grunde og bygninger eller foretaget ikke-fradragsberettigede køb i udlandet.  

De største virksomheder

Dette segment omfatter de største virksomheder og koncerner i Danmark, tonnagebeskattede selskaber, kulbrinteskattepligtige selskaber, banker m.fl. SKAT vil mindske skattegabet hos disse virksomheder, eksempelvis gennem dialog og kontrol med virksomhederne og ved at bruge samarbejdsinitiativet Tax Governance. Indsatsen struktureres, så fokus kommer til at være på grænseoverskridende transaktioner, omstruktureringer, afskrivninger og moms på køb af varer og ydelser i udlandet.  

Transfer pricing 

Fokusområdet inden for transfer pricing vil fortsat være at sikre, at selskaber overholder armslængdeprincippet i koncerninterne transaktioner. Derudover vil SKAT have øget fokus på at løse selskabers dobbeltbeskatning gennem brugen af Mutual Agreement Procedure (MAP), altså forhandlinger med udenlandske myndigheder med henblik på at afhjælpe dobbeltbeskatning af virksomhederne.

Sort økonomi

Sort økonomi udgør et større fokusområde for selskaber og borgere. Indsatsen bliver intensiveret i forhold til de borgere, der i større eller mindre grad ikke selvangiver korrekt. Det vil ske gennem anmeldelser og andre kontroloplysninger.  

Desuden intensiveres kontrollen af registrerede virksomheder, der, ifølge SKAT, "bevidst og systematisk gennemfører økonomiske aktiviteter og handlinger i strid med skattereglerne for at opnå en økonomisk fordel, og nye virksomheder, der registrerer sig med svig for øje."

Identificeringen af borgeres og virksomheders sorte økonomi skal ske gennem øget kontrol og et tæt samarbejdede med andre offentlige myndigheder. Virksomheder og arbejdstagere vil generelt blive kontrolleret af SKAT for at sikre, at de registrerer og indrapporterer moms og skat korrekt. 

Afgifter

Generelt skal der foretages en øget kontrol af afgiftspligtige virksomheder, herunder særligt mindre afgiftspligtige virksomheder, dvs. virksomheder med en samlet afgiftsafregning på under 100 mio. kr. 

Afgiftsreglerne er ofte svære at navigere i, idet den korrekte afregning af afgifter afhænger af, hvilken afgiftsbestemmelse der skal anvendes. SKATs øgede kontrol vil bl.a. give udslag i en gennemgang af selskaber, der har en særlig risiko for at begå fejl i afgiftsafregningen.  

Ejendomme

Segmentet ejendomme omfatter de skattemæssige problemstillinger, der kan opstå som følge af ejerskab af private beboelsesejendomme, professionelle udlejningsejendomme, erhvervsejendomme, landbrugsejendomme mv.

Den øgede kontrol med ejendomme vil omfatte alle typer ejendomme. Det vil sige:

  1. ejendomme ejet af fysiske personer med henblik på egen beboelse
  2. blandede ejendomme, hvor ejendommen udgør både erhverv og beboelse
  3. ejendomme, der ejes af virksomheder med erhvervsmæssige formål.

SKAT har konstateret, at den skattemæssige behandling af blandede ejendomme og erhvervsmæssige ejendomme har voldt problemer. Derudover har SKAT identificeret en række problemstillinger i mange selvangivelser, blandt andet i forbindelse med beregningen af ejendomsværdiskat, fradrag for driftsudgifter, tab ved salg af ejendomme, opgørelse af afskrivninger, værdiansættelse og fordeling af ejendommens bygninger m.v. 

Særligt har SKAT observeret, at behandlingen af moms, specielt efter indførelsen af momspligt på ubebyggede grunde, har forårsaget et antal ukorrekte skatteopgørelser. Derfor skal regelefterlevelsen forbedres på området.

Det skal blandt andet ske gennem målrettet kontrol af selskaber og erhvervsdrivendes skattemæssige håndtering af ejendomme. Kontrollerne skal særligt fokusere på korrekt beskatning af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, afskrivninger mv.

Andre områder

SKAT vil også have særligt fokus på organiseret, grænseoverskridende skatteunddragelse, skattely samt borgeres og virksomheders manglende registrering af skattepligtig indkomst.

Læs Kontrolaktiviteter 2018

Juridiske specialer

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62