Nyhed

Højesteret afviser søgsmål mod Region Syddanmark

Den 16. oktober 2018 afviste Højesteret en sag anlagt af Patientdataforeningen mod Region Syddanmark på grund af manglende søgsmålskompetence.

Kort om sagen

Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt Patientdataforeningen – en forening med ca. 1.000 medlemmer, som har til formål at arbejde for fortrolighed mellem læge og patient og sletning af ulovlig patientdataindsamling – havde søgsmålskompetence, idet sagen var anlagt i foreningens eget navn og ikke som mandatar for et eller flere medlemmer. Patientdataforeningen var ikke konkret og individuelt berørt af spørgsmålet rejst for retten.

Tvisten udsprang af, at Region Syddanmark, som dataansvarlig for Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD), frem til 2014 havde indsamlet en mængde oplysninger fra praktiserende lægers journaler, som gik ud over, hvad der var hjemmel til. I oktober 2014 instruerede Region Syddanmark databehandleren, Dansk AlmenMedicinsk Kvalitetsenhed, i at indskrænke dataindsamlingen til de lovlige sygdomsområder.

Højesterets dom

Højesteret udtalte, at en person har retlig interesse, hvis vedkommende mener, at oplysninger om pågældendes helbredsforhold er gjort tilgængelige i strid med sundhedslovgivningen og persondatalovgivningen. På samme vis har en læge som udgangspunkt retlig interesse i at få prøvet, om pågældendes journaloplysninger er gjort tilgængelige i strid med lovgivningen.

I denne sag var det imidlertid hverken de berørte læger eller patienter, der havde anlagt sagen mod Region Syddanmark, men derimod Patientdataforeningen, som er stiftet bl.a. med det formål at anlægge retssager på baggrund af den oprindelige ulovlige dataindsamling i DAMD.

Højesteret lagde i sin afgørelse vægt på, at Patientdataforeningen ikke selv var konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der var rejst i sagen. Højesteret lagde endvidere vægt på, at Patientdataforeningen ikke ved lov var tillagt processuelle rettigheder, særstatus i forbindelse med databehandling af patientoplysninger eller var en faglig organisation eller en brancheforening, som kunne begrunde en retlig interesse.

Derudover fandt Højesteret ikke særlig anledning til at indrømme foreningen en søgsmålskompetence på et område, der var baseret på individuelle rettigheder. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom og afviste søgsmålet mod Region Syddanmark.

Kromann Reumert, ved partner Kim Trenskow, repræsenterede Region Syddanmark i både byretten, landsretten og Højesteret. Sagen blev indledt tilbage i 2015, og Region Syddanmark fik medhold i afvisningspåstanden i alle instanser.

Hvad viser dommen?

Dommen viser, at det, inden sagsanlæg, er vigtigt at være opmærksom på, om sagsøger er sagligt kompetent til at nedlægge påstandene for retten, samt at huske på mandatarkonstruktionen, når sagen anlægges af en forening eller interesseorganisation.

Som sagsøgt er det ligeså relevant at have fokus på, om sagsøger har den fornødne søgsmålskompetence, og få nedlagt en afvisningspåstand, hvis det ikke er tilfældet.

Konsekvenserne ved at anlægge en sag uden at have den fornødne søgsmålskompetence kan potentielt være store, f.eks. i relation til mulige forældelses-, reklamations- og passivitetsfrister.

Læs Højesterets resumé og den fulde dom.

Juridiske specialer

Kontakt

Kim Trenskow
Of Counsel (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 99
Mob. +45 20 19 74 26
Claus Juel Hansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 45
Mob. +45 21 26 90 70