Nyhed

Datatilsynet: Forsikringsselskab nægter uberettiget en kunde indsigt i overvågningsmateriale

I en ny afgørelse udtaler Datatilsynet alvorlig kritik af et forsikringsselskab, som har afvist en indsigtsanmodning. Datatilsynet udtaler, at forsikringsselskabet ikke kan nægte at give en tidligere kunde indsigt i overvågningsmateriale, med henvisning til at kunden vil bruge materialet i forbindelse med en mulig retssag mod forsikringsselskabet. Datatilsynet finder, at forsikringsselskabet i den konkrete sag ikke har påvist afgørende hensyn, som borgerens ret til indsigt burde vige for.

Overvågning

Sagen kort

Et advokatfirma havde på vegne af en borger søgt indsigt i de oplysninger, som et forsikringsselskab havde indsamlet om borgeren ved overvågning efter et trafikuheld. Borgeren sendte indsigtsanmodningen i forbindelse med en retssag, som borgeren ville indlede, i anledning af at forsikringsselskabet afviste et krav på erhvervsevnetabserstatning over for borgeren.

Forsikringsselskabet afviste anmodningen om indsigt i borgerens personoplysninger under henvisning til databeskyttelseslovens § 22.  Efter § 22, stk. 1,  er det muligt at afvise indsigtsanmodninger, hvis den registreredes rettigheder burde vige for afgørende hensyn til private og/eller offentlige interesser.

Private interesser

I forhold til private interesser begrundede forsikringsselskabet deres afvisning med hensynet til forsikringsselskabets egne interesser i at kunne forsvare sig mod en mulig efterfølgende retssag. I afgørelsen lagde Datasynet vægt på, at de oplysninger, som forsikringsselskabet ikke ville give indsigt i, var oplysninger om borgeren i form af fotos, video og notater i observationsrapporter. Indholdet af oplysningerne havde ifølge Datatilsynet ikke karakter af selskabets egne subjektive vurderinger af en eventuel retssags førelse, men ansås for at være oplysninger af ren objektiv karakter.

Datatilsynet udtalte i afgørelsen, at databeskyttelseslovens § 22 ikke kan udstrækkes i en sådan grad, at bestemmelsens indhold kan omfatte indsamlede personoplysninger, som vil udgøre kernen i en eventuel retssag. Datatilsynet vurderede, at der ikke var nærliggende fare for, at private interesser vil lide væsentlig skade, hvis indsigtsanmodningen blev imødekommet.

Offentlige interesser

I forhold til offentlige interesser begrundede forsikringsselskabet deres afvisning med politiets mulighed for at efterforske en potentiel alvorlig lovovertrædelse, som borgerens ret til indsigt måtte vige for. Datatilsynet afviste begrundelsen, med henvisning til at der allerede var indgivet anmeldelse til politiet. Af denne grund var der ikke et hensyn at tage til, at klager for eksempel ikke måtte vide, at der verserede en efterforskning. En abstrakt mulighed for, at udlevering af materiale vil forstyrre efterforskningen, er ikke et afgørende hensyn.

Vores bemærkninger

Afgørelsen er et eksempel på, at fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i databeskyttelseslovens § 22 er restriktiv, og at retten til indsigt er en fundamental ret for den registrerede.

Afgørelsen fra Datatilsynet er et indblik i, hvordan databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, skal fortolkes, særligt i forhold til hvordan private interesser skal afvejes i forhold til den registreredes interesse i oplysninger. Selvom Datatilsynet i den konkrete sag udtaler kritik, viser sagen, at det efter omstændighederne kan være muligt for en dataansvarlig at afslå indsigt i for eksempel et notat, der omhandler udsigten til at vinde en bestemt retssag. Dette vil kræve, at notatet er et udtryk for den dataansvarliges egne (subjektive) vurderinger.

Læs: "Retten til indsigt: Forsikringsselskab nægtede uberettiget kunde indsigt i overvågningsmateriale" (datatilsynet.dk)

Læs Datatilsynets afgørelse

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10
Kristine Elmo Kyndesen
Senior Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 10 70
Mob. +45 24 86 00 31