Nyhed

Hvordan sikres en god og effektiv design-beskyttelse?

Som rettighedshaver har du flere muligheder, når du vil beskytte dit design. I denne del af nyhedsserien om designrettigheder kan du læse om registreringen af designs efter det danske og europæiske designsystem. Her ser vi nærmere på, hvad du opnår ved en designregistrering, og hvornår du skal søge om samregistrering af designs.

Hvordan beskytter du dit design?

Inden du vælger at indlevere en designsansøgning, bør du overveje den geografiske udstrækning af den beskyttelse, du ønsker. En designregistrering er nemlig – som de øvrige enerettigheder – en geografisk afgrænset rettighed. Her er det vigtigt, at du afklarer de markeder, du vil markedsføre dit design på, herunder de markeder hvor der er højest risiko for, at dit design bliver krænket.

Ønsker du, at dit design alene skal beskyttes i Danmark, fordi du udelukkende vil markedsføre dit design her i landet, kan du ansøge om at få dit design registreret hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Styrelsens grundgebyr for ét design er 1.200 kr.

Du kan også vælge at få dit design registreret som et EU-design via EU-designsystemet. EU-designssystemet  har i dag, i meget høj grad, erstattet værdien af den nationale danske ansøgning. En EU-designansøgning giver beskyttelse i hele EU, inklusive Danmark. Det vil sige, at du med én ansøgning kan opnå beskyttelse af dit design i alle 28 medlemsstater. Grundgebyret, du skal betale til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), for ét design udgør 350 euro.

Har du allerede søgt om designregistrering enten i Danmark eller i EU, og ønsker du at udvide din beskyttelse til andre lande, har du mulighed for at opnå prioritet fra disse designansøgninger, hvis du indleverer den nye, udvidede ansøgning inden for seks måneder. Det betyder, at din nye ansøgning vil blive behandlet, som om den var indleveret samme dag som den oprindelige danske eller europæiske ansøgning.

Hvornår skal du indlevere designansøgningen?

Beskyttelsen af dit design indtræder fra det tidspunkt, du har indleveret ansøgningen. Du bør derfor indlevere en anmodning om designregistrering, så snart du har færdiggjort dit design og har fastlagt den geografiske udstrækning af den beskyttelse, du ønsker. Årsagen til det er, at du skal undgå, at andre skader din mulighed for at registrere dit design ved f.eks. at indlevere en designansøgning for et lignende produkt.

Når du indleverer din designansøgning, skal dit design ikke nødvendigvis være færdigudviklet og klar til at blive markedsført. Både efter det danske designsystem og EU-designsystemet har du mulighed for at udskyde offentliggørelsen af dit design. Det kan være relevant for dig at holde din ansøgning hemmelig, hvis du f.eks. ikke har færdigudviklet dit design, eller hvis du har behov for tid til at tilpasse markedsføringen af designet.

Du kan udsætte offentliggørelsen af en dansk designansøgning i op til seks måneder, mens en EU-ansøgning kan udsættes i op til 30 måneder.

Har du markedsført dit design, eller har du offentliggjort det på en anden måde uden at designregistrere det, f.eks. fordi du ønsker at prøve designet af på markedet, har du fortsat mulighed for at opnå designbeskyttelse. Både det danske designsystem og EU-designsystemet giver en "skånefrist" på 12 måneder. Det betyder, at det er muligt at registrere et design helt op til 12 måneder efter, at det er kommet på markedet. Når denne periode er udløbet vil det ikke længere være muligt at opnå beskyttelse af designet, idet det ikke længere vil anses for at være "nyt".

Hvad opnår du ved en designregistrering?

Når dit design er registreret, modtager du et registreringsbevis, hvor din rettighed, i form af afbildninger af dit design og datoen for din indlevering af designansøgningen, er klart defineret. Med en designregistreringen opnår du eneret til at bruge dit registrerede design, herunder også en eneret til at forbyde andre at udnytte dit design erhvervsmæssigt, som f.eks. ved at fremstille, udbyde og markedsføre dit design uden dit samtykke. Dit registrerede design er også beskyttet mod andres brug af et design, der giver det samme helhedsindtryk som dit design.

Hvad er omfanget af din beskyttelse?

Omfanget af den beskyttelse, du opnår ved en designregistrering, afhænger af designets individuelle karakter. Det vil sige, at jo mere dit designs helhedsindtryk adskiller sig fra allerede kendte designs, og jo mindre du har været begrænset af tekniske/funktionelle hensyn, jo bedre beskyttelse opnår du.

Hvor længe gælder beskyttelsen?

En designrettighed er gyldig i højst 25 år og skal fornyes hvert femte år. Når designet fornyes, skal der betales fornyelsesgebyr. Der er – i modsætning til varemærker – intet krav om, at designet skal bruges i den periode, det er registreret. Det betyder, at andre ikke kan udfordre din designregistrering med påstanden om, at dit design ikke længere skal nyde beskyttelse, fordi det f.eks. ikke længere bliver udbudt.

Muligheden for samregistrering

Det er muligt at samregistrere designs, dvs. registrere flere designs under én ansøgning. Samregistrering giver dig mulighed for at spare omkostninger på officielle gebyrer.

Du kan samregistrere designs, hvis de designs, du ønsker beskyttet, gælder for samme produkt og derfor kan henføres til samme hovedklasse i designsystemet. Ønsker du eksempelvis at designbeskytte en stol, en sofa og et bord, kan du samregistrere disse, da alle tre falder ind under samme hovedklasse – nemlig møbler – efter Locano-klassifikationen.

Der er ikke grænser for, hvor mange designs en samregistrering kan omfatte. Har du derfor designs, som kan henføres til samme hovedklasse, vil det ofte være anbefalelsesværdigt, at du samregistrerer disse.

Locarno-klassifikationen

Locarno-klassifikation er det internationale klassifikationssystem for designs. I en designansøgning skal den eller de klasser, som omfatter designet efter Locarno-klassifikationen, angives.

Klassificeringssystemet er primært et administrativt værktøj, som hjælper med at finde nemt frem til andre registrerede designs.

 

Juridiske specialer
IP

Kontakt

Kolja Staunstrup
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 91
Mob. +45 61 61 30 30