Nyhed

Datatilsynet konstaterer: Tilfreds­stillende IT-sikkerhed hos adspurgte danske dataansvarlige

På baggrund af en række spørgeskemaundersøgelser kan Datatilsynet konstatere en tilfredsstillende IT-sikkerhed hos de 14 adspurgte dataansvarlige. Det betyder dog ikke, at vi kan læne os tilbage i stolen; tilsynet fastholder nemlig sit fokus på sikkerheden med yderligere undersøgelser i 2021.

Kvinde står med IPad foran teknik i datacenter

Henover sommeren 2020 iværksatte Datatilsynet en række spørgeskemaundersøgelser, der skulle belyse udvalgte sikkerhedsområder hos syv offentlige myndigheder og syv private virksomheder. Undersøgelserne skulle også bidrage til en samlet vurdering af, om der skulle iværksættes en intensiveret kontrolindsats over for de undersøgte dataansvarlige. 

Kort om undersøgelsen

Spørgeskemaet indeholder ni spørgsmål til den dataansvarliges:

  • behandling af personoplysninger 
  • IT-systemer
  • brud på persondatasikkerheden. 

På baggrund af besvarelserne kunne Datatilsynet konstatere, at de dataansvarlige generelt har et stort fokus på informationssikkerhed og databeskyttelse. Derfor fandt tilsynet ikke grundlag for at iværksætte yderligere kontrolaktiviteter.

Plads til at blive endnu bedre – øg fokus på beredskabet

Datatilsynet vurderede dog i flere tilfælde, at de dataansvarlige med fordel kunne øge fokusset på at etablere beredskab og beredskabsplaner. Derudover bemærkede Datatilsynet, at samtlige af de dataansvarlige med fordel kunne øge fokusset på at tilvejebringe den fornødne dokumentation i relation til beredskabsplaner. I den forbindelse bemærkede Datatilsynet i enkelte af sagerne, at dokumentationsmaterialet i højere grad bør være tilgængeligt for relevante medarbejdere. 

Datatilsynet har oplyst, at det forventer at iværksætte yderligere spørgeskemabaserede undersøgelser i 2021. Vi forventer dog, at det næste spørgeskema vil blive tilpasset en del i forhold til det seneste spørgeskema og desuden vil have et bredere sigte inden for sikkerhedsområdet.

Læs mere om spørgeskemaundersøgelserne og resultaterne af de enkelte undersøgelser. 

Juridiske specialer

Kontakt

Heela Lakanval
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 46 61
Mob. +45 61 55 21 94