Højesteretsdom om arbejdsgivers retsstridige tv-overvågning

Kort om sagen

En arbejdsgiver havde ved hjælp af lovligt opsatte kameraer foretaget uberettiget tv-overvågning af en medarbejder, der var ansat i ca. 3 måneder fra december 2015 til ultimo marts 2016. Arbejdsgiveren havde anvendt tv-overvågningen i et betydeligt omfang til løbende at kontrollere medarbejderen under udførslen af hendes arbejde. Medarbejderen gjorde gældende, at den konstante overvågning havde medført en stor psykisk belastning for hende. Den tidligere medarbejder forklarede, at hendes chef overvågede medarbejderen fra kontorets videoskærme eller via en mobilapp. Hver gang medarbejderen begik en fejl, rettede arbejdsgiveren straks henvendelse til hende. Arbejdsgiveren forklarede, at kameraerne primært var sat op for at sikre personalets sikkerhed, af hensyn til at forhindre indbrud og til dokumentationsformål i forbindelse med håndtering af kundeklager. 

Retsgrundlaget

Højesteret henviste blandt andet til de grundlæggende principper for behandling af personoplysninger i den dagældende persondatalov, hvorefter personoplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik, og at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål.

Det følger endvidere af almindelige arbejdsretlige principper, at en arbejdsgiver kun må indføre kontrolforanstaltninger, herunder tv-overvågning af ansatte, hvis;

1. der foreligger et driftsmæssigt formål
2. foranstaltningen ikke er krænkende over for de ansatte 
3. der søges opnået en aftale med de ansatte.

Højesterets afgørelse

Ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder fandt Højesteret, at tv-overvågningen var uberettiget. Arbejdsgiveren havde overskredet grænserne for arbejdsgiverens ledelsesret og den dagældende persondatalov, da der ikke var saglige og proportionale grunde, der kunne begrunde den konkrete tv-overvågning. Højesteret fandt endvidere, at tv-overvågningen havde medført en stor psykisk belastning for medarbejderen. På baggrund heraf fandt Højesteret, at arbejdsgiverens uberettigede anvendelse af tv-overvågningen var egnet til at krænke medarbejderens selv- og æresfølelse, dvs. medarbejderens opfattelse af eget værd og omdømme. Overvågningen havde dermed den fornødne grovhed til at udløse godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Godtgørelsen blev fastsat til 20.000 kr.

Kromann Reumerts bemærkninger

Selve tv-overvågningen fandt sted før anvendelsen af databeskyttelsesforordningen og de supplerende bestemmelser i databeskyttelsesloven, hvorved sagen blev afgjort på grundlag af den dagældende persondatalov. Det er Kromann Reumerts vurdering, at Højesteret var nået til samme resultat, hvis sagen blev afgjort efter de nugældende databeskyttelsesregler, idet databeskyttelsesforordningen viderefører de grundlæggende principper for behandling af personoplysninger, der følger af databeskyttelsesdirektivet og den dagældende persondatalov. 

Afgørelsen er endvidere interessant, fordi Højesteret henviste til erstatningsansvarsloven som hjemmel for tortgodtgørelsen. Dette er nødvendigt, fordi der efter den dagældende persondatalov ikke kunne tilkendes godtgørelse for krænkelser, der ikke havde medført økonomisk tab. Det har været omdiskuteret, om denne retsstilling er ændret efter anvendelsen af de nye databeskyttelsesregler fra maj 2018. Det følger af databeskyttelsesforordningen, at enhver, som har lidt materiel eller immateriel skade som følge af overtrædelse af databeskyttelsesreglerne, har ret til "erstatning" for den forvoldte skade fra den dataansvarlige. Efter dansk ret forudsætter erstatning et økonomisk tab. Det fremgår derfor også af forarbejderne til databeskyttelsesloven, at godtgørelse for krænkelser, der ikke medfører formuetab, også fremover alene kan kræves efter erstatningsansvarsloven. 

Læs Højesterets dom.