Nyhed

Energiselskaber vedtager bøder i sag om fusionskontrol

Energiselskaberne SEAS-NVE og SE har hver vedtaget en bøde på fire millioner kroner for ikke at anmelde en fusion til konkurrencemyndighederne tilbage i 2012.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitets bødeforlæg af 20. juni 2018

Af stipendiat Sebastian Willigenburg Andersen og advokatfuldmægtig Kristine Langgaard Stage

Den 1. februar 2012 erhvervede energiselskaberne SEAS-NVE og SE fælles kontrol over selskabet Clever A/S (tidligere ChoosEV), som leverer ladeløsninger til elbiler. Selskaberne opnåede fælles kontrol gennem en erhvervelse af aktier og stemmerettigheder fra den tidligere ejer, HICO ApS.

Etableringen af fælles kontrol udgjorde en fusion, som er omfattet af anmeldelsespligten i henhold til konkurrencelovens regler om fusionskontrol, men SEAS-NVE og SE undlod dengang at anmelde erhvervelsen til konkurrencemyndighederne. I februar 2017 henvendte selskaberne sig imidlertid til myndighederne og erkendte overtrædelsen. Den 14. august 2017 indleverede de en forenklet anmeldelse af fusionen, som den 23. august 2017 blev godkendt uden tilsagn.

Begge energiselskaber har nu vedtaget et bødeforelæg på fire millioner kroner hver. Bøderne skyldes, at selskaberne undlod at anmelde den anmeldelsespligtige transaktion, og at selskaberne havde gennemført transaktionen før myndighedernes godkendelse.

Bødernes størrelse er fastsat under hensyntagen til overtrædelsens grovhed, varighed og energiselskabernes omsætning, men det har indgået som en formildende omstændighed, at selskaberne selv henvendte sig til myndighederne og erkendte overtrædelsen.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40