Fra Anklagemyndigheden til Kromann Reumert - et lærerigt turboforløb

Som jurist er det en stor milepæl, når beskikkelsen lander i postkassen. Det er symbolet på overgangen fra jurist til advokat. Den overgang oplever mange jurister i september, når det 3-årige fuldmægtigforløb er gennemført. Det gjaldt også for Ida Nordholm-Carstensen. Idas forløb startede hos et stort advokatfirma, derefter forbi Anklagemyndigheden i to år og til sidst hos os i Kromann Reumert. Det har været gennemgående for Ida, at hun har beskæftiget sig med rets- og voldgiftssager, og det er også i selvsamme afdeling hos os, at hun fremover kan kalde sig advokat. Og hun mærker, hvordan ansvaret er vokset.

Ida NC 4 1920x1080.jpg

"Jeg er spændt på at prøve de nye vinger af og tage ansvaret på mig som advokat. I praksis tror jeg ikke, at den nye titel kommer til at rykke voldsomt meget på mine i forvejen mange typer af arbejdsopgaver. Dog kommer titlen ikke desto mindre med et stort ansvar og muligvis også med en ændret opfattelse set fra klienternes side, som kan betyde noget for klientkontakten. Det er jeg spændt på."

Rets- og voldgiftssager har interesseret Ida meget gennem hendes juridiske karriere, og hun påpeger særligt det spændende ved, at sagernes natur aldrig er den samme. Hver sag har sin egen tvist.

Ikke som på film

"Når jeg arbejder med rets- og voldsigtssager, arbejder jeg typisk ikke kun med én type sager men med en lang række forskellige sager. At sagerne typisk strækker sig over en længere proces med både indledende og løbende rådgivning, skriftveksling og den store "finale" i retten, giver anledning til, at sagerne kan nå at ændre karakter flere gange, ligesom det giver anledning til mange taktiske og kreative overvejelser omkring sagsførelsen. Man bliver overrasket over hvor meget taktik, der er i rets- og voldgiftssager, og hvordan det ofte er den bedste taktiker og den, der er bedst til at "tænke ud af boksen", som vinder. Man må dog ikke tro, at det fungerer ligesom på film", smiler Ida.

Efter to år hos Anklagemyndigheden er Ida allerede bekendt med, hvordan hverdagen i en retssal fungerer. Det har været givende for hendes tid som fuldmægtig, at hun både har oplevet arbejdsgangene hos Anklagemyndigheden og nu hos os.

ida nord.jpg

Den helstøbte advokat

"Selvom straffesager og civile retssager adskiller sig væsentligt – både rent juridisk og processuelt – er håndværket i retten grundlæggende det samme. Som ny anklagerfuldmægtig møder du i din første retssag efter en uge, og det tør jeg godt sige, aldrig var sket efter en uge som advokatfuldmægtig i Kromann Reumert. Det hænger helt naturligt sammen med de typisk store sager, vi fører her i virksomheden. Der er mange andre facetter ved at være advokat end at gå i retten. Det er også langt fra alle advokater, der har sin gang i retssale. Selv for en procesadvokat er det egentlige retsarbejde blot en lille del af arbejdet. Den daglige rådgivning, kommunikation og sprog, skriftlige kompetencer, klientens interesser som drivfaktor, taktik og meget andet er alt sammen noget, der er i fokus, og som vi skal lære. Vigtigheden af de mange dele af advokatarbejdet kommer også til udtryk i det lange introforløb, vi har her i virksomheden."

Med blot ét års forberedelse som advokatfuldmægtig var Idas læringskurve ekstra stejl.

"Som advokat hos Kromann Reumert skal man kunne alt fra at lave bilag til selv at rådgive klienterne, når de ringer, og det er en udvikling som sker løbende med support fra dine nærmeste ledere. Jeg har været igennem et lidt særligt forløb, da jeg først kom til Kromann Reumert efter at have arbejdet et år som advokatfuldmægtig i et andet stort advokatfirma og derefter som anklagerfuldmægtig i Anklagemyndigheden i godt to år. På den måde var jeg tidsmæssigt "fjerdeårsfuldmægtig", da jeg startede hos Kromann Reumert, men jeg skulle færdiggøre min advokatuddannelse, som var blevet sat på pause i Anklagemyndigheden. At jeg har tilbragt en betydelig del af min fuldmægtigtid hos Anklagemyndigheden betød, at jeg hos Kromann Reumert skulle igennem et "turboforløb", hvor jeg på kort tid har skulle lære alt det, man ellers ville have lært løbende som advokatfuldmægtig. Derfor har jeg nok haft en ekstra stejl læringskurve, hvor jeg - for at blive klædt på som advokat - har haft meget forskellige arbejdsopgaver, der har omfattet alt fra 1. årsfuldmægtig- til 1. års advokatarbejde."

Plads til individuel udvikling

Ida er ikke i tvivl om, at hun er endt det rette sted, selvom hun ikke ville være sine forskelligartede erfaringer som fuldmægtig foruden.

"Jeg vil anbefale andre at søge som fuldmægtig hos Kromann Reumert, da det er et sted, hvor der er plads til og fokus på individuel udvikling. Døren er åben på de fleste kontorer, og i en branche, der historisk er kendt for at være hierarkisk, er der i praksis en relativt flad struktur. Jeg arbejder selv for en partner, der på min første dag sagde: "vi er alle lige kloge og bidrager med noget forskelligt", og netop dén mentalitet giver mulighed for, at du som fuldmægtig kan udfolde dig, bidrage og udvikle dig, uanset hvilken baggrund du kommer med. Vigtigst af alt er dog, at det er en virksomhed med fantastisk søde mennesker. Jeg kommer til at savne at være en del af "fuldmægtigflokken", som er noget helt specielt, hvor læring og sammenhold vejer særligt tungt." 

Kontakt

Ida Nordholm-Carstensen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 12 84
Mob. +45 51 34 73 82