Nyhed

Transfer pricing: kun kort tid til indlevering af dokumentation

Danske selskaber har pligt til på eget initiativ at indsende transfer pricing-dokumentation senest 60 dage efter udløbet af fristen for at indsende oplysningsskemaet. Selskaber med kalenderåret som indkomstår skal derfor indsende transfer pricing-dokumentation for 2021 senest mandag den 29. august 2022.

Deadline - fyldepen - sort skiffer - tid - timeglas

Med virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2021 eller senere, skal danske selskaber indsende deres transfer pricing-dokumentation til Skattestyrelsen senest 60 dage efter udløbet af fristen for at indsende oplysningsskemaet (selvangivelsen). Som udgangspunkt skal både fællesdokumentationen (master-file) og den landespecifikke dokumentation (local-file) indsendes.

Læs mere om den nye frist her: Transfer pricing: Ny frist for indlevering af dokumentation

Er fællesdokumentationen ikke klar?

Er fællesdokumentationen (master-file) ikke klar inden for fristen for at indsende transfer pricing-dokumentationen, kan dokumentationen for det forrige indkomstår indsendes foreløbigt, hvis den ikke er mere end et år gammel. Det skal samtidig oplyses, hvornår fællesdokumentationen (master-file) for det pågældende indkomstår indsendes, og væsentlige ændringer, der vedrører den danske skattepligtige, og som ikke fremgår af den landespecifikke dokumentation (local-file), skal kort beskrives. I denne situation behøver det danske selskab ikke at anmode om en udsættelse af fristen. Den landespecifikke dokumentation (local-file) skal indsendes rettidigt, medmindre der efter anmodning på grund af særlige grunde gives udsættelse.

Kan der ikke indsendes fællesdokumentation (master-file), som er mindre end et år gammel, skal der anmodes om udsættelse af fristen. Der skal også anmodes om udsættelse af fristen, hvis der ikke kan indgives en fællesdokumentation (master-file) for det pågældende indkomstår, inden den foreløbige fællesdokumentation (master-file) bliver et år gammel.

Bøde ved for sen indlevering

Indsendes hele dokumentationen ikke rettidigt, udsteder Skattestyrelsen en bøde, der normalt fastsættes til DKK 250.000. Bøden kan nedsættes til DKK 125.000, hvis den manglende dokumentation efterfølgende udarbejdes. Bøden opretholdes, selvom det viser sig, at dokumentationen er i orden, og at der ikke er grundlag for korrektion af de interne priser og vilkår. 

Følger den skattepligtige retningslinjerne for at indsende en foreløbig fællesdokumentation (master-file), vil det blive betragtet som rettidig indsendelse af transfer pricing-dokumentationen.  

Bøden forhøjes med 10 % af indkomstforhøjelsen, hvis der sker en forhøjelse af indkomsten, som følge af at armslængdeprincippet ikke er opfyldt. 

Juridiske specialer

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62
Lenni Hangaard Jensen
Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 28
Mob. +45 24 86 01 27