Nyhed

Sælger eller markedsfører du dine produkter på andres onlineplatforme, eller konkurrerer du med dem?

Det er blevet en realitet, at EU-Kommissionen har fået kompetence til at udpege tech-giganter til gatekeepers og derved pålægge dem en lang række forpligtelser i forhold til (blandt andet) deres erhvervsmæssige brugere. Det skal sikre bedre konkurrence mellem såvel de erhvervsmæssige brugere og tech-giganterne som mellem tech-giganterne og deres konkurrenter. Anvender du en eller flere tech-giganters onlineplatforme til at sælge eller markedsføre dine produkter, eller konkurrerer du med tech-giganterne, er der derfor god grund til at følge med i den kommende udvikling, hvor tech-giganterne vil blive udpeget som gatekeepers og som konsekvens heraf vil skulle inkorporere en række ændringer i deres platforme, der blandt andet medfører, at deres brug af data begrænses væsentligt i forhold til i dag.

Onlinesalg - mennesker på tastatur

Data, data og atter data

Vi lever i en digital tidsalder, hvor digitale tjenester i form af eksempelvis onlineplatforme fylder mere og mere. Det er blevet anslået, at den digitale økonomi i 2019 udgjorde mellem 4,5 - 15,5 % af den samlede globale BNP. Onlineplatformene er imidlertid også kendetegnet ved, at et fåtal af aktørerne sidder på en stor andel af verdensmarkedet, herunder eksempelvis Google, Amazon, META (tidligere Facebook), Microsoft osv. Disse tech-giganter er i besiddelse af betydelige mængder data om forbrugernes adfærd, som de dels sælger til deres erhvervskunder til brug for salg eller markedsføring, men som de også selv anvender til brug for udvidelse af deres onlineunivers og til salg af egne produkter. Dette kan gøre det vanskeligt for sælgere og annoncører at konkurrere med tech-giganterne på platformene, ligesom det kan gøre det vanskeligt for andre udviklere af digitale tjenester at komme ind på markedet, hvis tech-giganterne gør en sådan adgang vanskelig.

Europa-Parlamentet og det Europæiske Råd vedtog derfor den 14. september 2022 Forordningen om Digitale Markeder (måske bedre kendt som the Digital Markets Act eller the DMA), som har til formål at sikre fair konkurrence på de digitale markeder med henblik på at sikre så billige, gode og innovative produkter som muligt til forbrugerne.

Forordningen om Digitale Markeder medfører, at EU-Kommissionen har fået enekompetence til at udpege tech-giganter som såkaldte gatekeepers. At blive udpeget som gatekeeper medfører, at tech-giganten skal implementere en række "leveregler". Levereglerne vil løbende bliver opdateret af Kommissionen, men for nuværende indeholder levereglerne blandt andet nedenstående dos and don'ts.

Eksempler på do's

  • Brugere skal nemt kunne afinstallere forudinstallerede apps og ændre standandindstillinger.
  • Brugere skal kunne installere tredjeparters apps eller app stores.
  • Erhvervsbrugere skal have adgang til data genereret af deres aktiviteter på platformen.
  • Erhvervsbrugere skal kunne markedsføre deres produkter på gatekeeperens platform, men indgå kontrakt uden brug af platformen.
  • Gatekeeperen skal på anmodning gratis give annoncører adgang til gatekeeperens præstationsværktøjer og de data, der er nødvendige for, at annoncører kan foretage deres egen uafhængige verifikation af annoncefortegnelsen.
  • Gatekeeperen skal gratis give erhvervskunder oplysninger om, hvad de i gennemsnit betaler for annoncer pr. dag.

Eksempler på don'ts

  • Benytte erhvervsbrugeres data, når gatekeeperen konkurrerer med erhvervsbrugeren på sin platform.
  • Ranke gatekeeperens egne produkter eller tjenester bedre end tredjeparters produkter eller tjenester.
  • Forlange af app udviklere, at de skal anvende bestemte tjenester fra gatekeeperen, herunder eksempelvis betalingssystemer, som betingelse for at kunne anvende gatekeeperens app store.
  • Logge og krydsanvende personoplysninger om slutbrugere på egne eller tredjeparters platforme og anvende disse på øvrige tjenester hos gatekeeperen.
  • Forhindre erhvervsbrugere i også at tilbyde deres produkter eller tjenester gennem tredjeparters platforme eller gennem egne salgskanaler til priser eller på betingelser, der er forskellige fra dem, der tilbydes på gatekeeperens platform.

Derudover bliver gatekeepere forpligtet til altid at underrette Kommissionen om alle fusioner og opkøb, der omhandler udbydere af centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data, uanset at disse ikke opfylder tærskelværdierne i henhold til national eller europæisk lovgivning.

Forordningen er også relevant for dig

Uagtet at forordningen retter sig mod tech-giganter, forudsætter EU-Kommissionen, at håndhævelsen af reglerne også vil skulle ske i kraft af private aktører. Du har derfor som eksempelvis sælger eller annoncør på en gatekeepers platform eller som konkurrent mulighed for at klage til Kommissionen over en gatekeepers manglende overholdelse af forordningen.

I en afgørelse om manglende overholdelse af forordningen vil Kommissionen blandt andet kunne beslutte en række foranstaltninger, som gatekeeperen skal overholde, ligesom Kommissionen har mulighed for at pålægge betydelige bøder. Kommissionen har således mulighed for at pålægge bøder på op til 10 pct. af en gatekeepers samlede årlige omsætning på verdensplan, ligesom Kommissionen ved gentagen overtrædelse af forordningen vil kunne pålægge bøder på op til 20 pct. af en gatekeepers samlede årlige omsætning på verdensplan. Endelig har Kommissionen mulighed for at pålægge gatekeepere bøder på op til 5 pct. af den gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan, hvis en gatekeeper ikke overholder de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet beslutning om.

Udover at klage til Kommissionen over en gatekeepers manglende overholdelse af forordningen har du som eksempelvis sælger eller annoncør på en gatekeepers platform eller som konkurrent også mulighed for at anlægge et civilretligt erstatningssøgsmål om erstatning for en overtrædelse af reglerne ved de nationale domstole. Et sådant søgsmål forudsætter i sagens natur, at de erstatningsretlige betingelser er opfyldt.

Hvad sker der så nu?

Som nævnt indledningsvist blev forordningen vedtaget den 14. september 2022 og trådte i kraft direkte i de enkelte medlemsstater, herunder også i Danmark, den 12. oktober 2022, men finder først anvendelse fra den 2. maj 2023.

Forordningen hviler på et anmeldelsessystem, hvilket medfører, at de virksomheder, der opfylder betingelserne for at blive anset for en gatekeeper, skal underrette Kommissionen herom senest to måneder efter, at forordningen finder anvendelse. Kommissionen træffer senest 45 hverdage efter at have modtaget fuldstændige oplysninger beslutning om, hvorvidt den anmeldende virksomhed skal anses for en gatekeeper. Vi vil således formentlig fra september 2023 begynde at se de første beslutninger om udpegelse af gatekeepere. Alle udpegede gatekeepere vil løbende blive ajourført på en liste, der offentliggøres af Kommissionen, hvorfor det kan betale sig fra tid til anden at besøge listen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en bestemt virksomhed er omfattet af reglerne.

Figur - digitale markeder V2.JPG

Du kan tilgå Forordningen om Digitale Markeder via nedenstående link, men du er naturligvis også velkommen til at rette henvendelse til os, hvis du har spørgsmål til det nye regelsæt. Vi sidder klar til at rådgive dig.

Læs Forordningen om Digitale Markeder

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Carina Czerwinski Dall
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 18
Mob. +45 61 20 35 46