Nyhed

Landsretten har afsagt dom i Danish Crown-sagen om brug af miljømæssige udsagn om griseproduktion

Vestre Landsret har den 1. marts 2024 afsagt dom i en sag om miljømarkedsføring og dermed taget stilling til, hvorvidt Danish Crowns markedsføring ved brug af miljømæssige udsagn var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven. Landsretten fandt konkret, at udsagnet "Klimakontrolleret gris" på mærkater var i strid med markedsføringsloven, mens det ikke var tilfældet for udsagnet "Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror". Landsretten vurderede også, at der ikke var grundlag for at forbyde Danish Crown at bruge udsagnet "Klimakontrolleret gris" fremadrettet, men at det i stedet måtte bero på en konkret fremtidig vurdering.

Græs - grønt - 1920x1080

Baggrund

Danish Crown havde som led i deres markedsføring af svinekød anvendt udtrykkene "Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror" og på mærkater på kødemballage stod der "Klimakontrolleret gris". Sagen blev anlagt af forbrugerorganisationerne Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen Danmark, som blandt andet nedlage påstand om, at de to udsagn var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5. Derudover mente sagsøgerne, at det fremadrettet skulle være forbudt for Danish Crown at bruge "Klimakontrolleret gris" i virksomhedens markedsføring.

Vestre Landsrets dom

Landsretten fandt, at udsagnet "Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror" har et relativt indhold. Derfor var ordet "klimavenlig" ikke en miljøpåstand, der krævede særskilt dokumentation efter markedsføringslovens § 13. Udsagnet skulle i stedet vurderes i sin helhed. På baggrund af den fremlagte dokumentation fandt landsretten blandt andet, at forbrugeren har svært ved at vurdere enkelte fødevarers klimabelastning, at grisekød er bedre for klimaet end visse andre animalske produkter, og at forbrugeren tror, at grisekød er lige så klimabelastende som oksekød. Landsretten fandt på denne baggrund, at udsagnet var tilstrækkeligt underbygget og dermed ikke i strid med markedsføringsloven.

For så vidt angår udsagnet "Klimakontrolleret gris", som fremgik af mærkater på kødemballage, slog landsretten fast, at mærkaterne gav indtryk af en mærkningsordning, der er underlagt en kvalitativ miljøkontrol. Dette var imidlertid ikke tilfældet, idet der var tale om Danish Crowns egen mærkningsordning. Udsagnet omhandlede faktiske miljøforhold, og derfor skulle det kunne dokumenteres. Der kunne dog ikke fremlægges dokumentation for udsagnets rigtighed for hele perioden, hvor mærkaterne blev anvendt. Landsretten lagde til grund, at en gennemsnitlig dansk forbruger lader sig påvirke af mærkningsordninger på fødevarer vedrørende bæredygtighed og klima. Derfor fandt landsretten, at udsagnet var egnet til mærkbart at indskrænke gennemsnitsforbrugernes evne til at træffe en informeret beslutning, jf. markedsføringslovens § 8, stk. 1. Det var således landsrettens vurdering, at det var i strid med markedsføringsloven at anvende udsagnet "Klimakontrolleret gris".

I forhold til spørgsmålet om et fremadrettet forbud mod brug af "Klimakontrolleret gris" i markedsføringen lagde landsretten vægt på, at Danish Crown fortsat arbejder med bæredygtighed i deres griseproduktion, og at Danish Crown er stoppet med at bruge udsagnet og mærkatet siden 2021. Derfor fandt landsretten, at det må være op til en konkret vurdering af forholdene ved en eventuel fremtidig brug af udsagnet, hvorvidt det vil udgøre vildledende markedsføring. Der blev på denne baggrund ikke nedlagt et forbud mod fremtidig brug af mærkatet.

Nye perspektiver på rammerne for miljømarkedsføring?

Dommen understreger, at det er afgørende at sørge for, at rigtigheden af de udsagn, der bruges i markedsføringen, er tilstrækkeligt underbygget med dokumentation, og dokumentationen skal sikres for hele den periode, hvor udsagnene anvendes. Dette er i sig selv ikke nyt og understøttes også af tidligere retspraksis og Forbrugerombudsmandens praksis. Betragtningerne omkring udsagn med et relativt indhold er dog interessante. Det rejser nemlig spørgsmålet, om kravene til dokumentation i sådanne tilfælde bør være af en anden karakter, og dokumentation dermed ikke bør vurderes nær så strengt som ved udsagn med faktuelt indhold.

Det bliver spændende at følge med i udviklingen på området, herunder om dommen bliver anket og kan få et andet resultat, og hvordan brugen af udsagn med relativt indhold egentlig spiller sammen med de fremtidige EU-initiativer på greenwashing-området, hvor der netop lægges op til høje dokumentationskrav samt brugen af meget klare og tydelige budskaber.

Juridiske specialer
IP

Kontakt

Pia Kirstine Voldmester
Partner (København)
Dir. +45 38 77 10 15
Mob. +45 26 86 64 28
Daiga Grunte-Sonne
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 41 18
Mob. +45 61 20 99 95
Stina Toftager Rasmussen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 45 27
Mob. +45 61 20 11 75