Nyhed

Forslag til "Digital Services Act Package" fremsat

Europa-Kommissionen har præsenteret "the Digital Services Act Package", som er en del af Kommissionens strategi om at forny og opgradere reguleringen af de digitale markeder i EU. Læs mere om, hvad pakken indeholder, og hvad den vil betyde.

Digital service act - EU - Europa - 3840x2160

Baggrund og formål

Ifølge Kommissionen skal lovpakken:

  • skabe et sikkert digitalt univers, hvor alle fundamentale rettigheder er beskyttet
  • sikre lige vilkår på det digitale marked, der kan fostre innovation, vækst og konkurrencedygtighed både på det indre marked og globalt.

Kommissionens mål skal opnås gennem en meget omfattende og kompleks regulering, der er fremsat i lovpakken, som består af Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA). Kompleksiteten skal ses i lyset af, at det i dag er E-handelsdirektivet fra 2000 (2000/31/EC), der hovedsagligt regulerer de digitale markeder i EU.

Digital Services Act

DSA er en tilføjelse til E-handelsdirektivet. DSA indeholder et omfattende regelsæt, der ifølge Kommissionen vil skabe bedre sikkerhed til forbrugere ved at beskytte deres grundlæggende rettigheder. Samtidig er der i DSA fokus på at skabe gennemsigtighed på de digitale markeder, hvilket ikke hidtil har været fast reguleret, og på at forpligte onlineformidlere til i højere grad at være ansvarlige for blandt andet brugen af algoritmer. Ifølge Kommissionen skal dette skabe mere fair og åbne digitale markeder.

DSA omfatter som udgangspunkt alle udbydere af onlineformidling, hvis udbyderens brugere har hjemsted eller bopæl i EU. Dog gælder der særregler for særligt store platforme.

Sanktionerne for at overtræde DSA er ikke ubetydelige. Onlineformidlere kan nemlig pålægges bøder på op til 6 % af deres årlige indtægt eller omsætning.

Digital Markets Act

Hvor DSA udgør en tilføjelse til E-handelsdirektivet, vil DMA blive vedtaget som en selvstændig forordning. DMA's fokus er at regulere platforme, der udgør såkaldte "gatekeepers".

Gatekeepers er kendetegnet ved at have (eller at ville få) - over en varig periode - en betydelig indflydelse på det indre marked over en varig periode og som følge deraf at være afgørende for virksomheders adgang til markederne. 

DMA skal sikre, at platforme, der falder under gatekeeper-definitionen, ikke kan pålægge virksomheder eller forbrugere urimelige betingelser, og at der er generel adgang til platformens ydelser. Altså at gatekeeperens position ikke anvendes til at føre urimelig handelspraksis over for platformens forhandlere og brugere.

Der er i DMA særligt fokus på at skabe gennemsigtighed for virksomheder, der enten er platformbrugere/-forhandlere, eller som reklamerer på platformen. DMA kan derfor ses som et modsvar på, at det hidtil har været ganske vanskeligt for virksomheder at få adgang til platformes data.

Sanktionerne for at overtræde DMA er – ligesom sanktionerne for DSA – betydelige. Ligesom tilfældet er i EU-konkurrencereglerne, kan en virksomhed nemlig blive pålagt en bøde, der svarer til op til 10 % af virksomhedens årlige koncernomsætning. 

Andre sanktioner omfatter tvangsbøder og en mulighed for frasalg af dele af virksomheden. Der er desuden indarbejdet et tilsagnsinstitut.

Den videre proces

Det er vigtigt at holde for øje, at lovpakken kun er et forslag. Lovpakken forventes først færdiggjort og vedtaget i 2023.

Hvis den vedtages, som den blev fremsat den 15. december 2020, vil der være tale om omfattende og kompleks regulering, som man skal være meget opmærksom på – både hvis man er forhandler, udbyder eller bruger på en digital platform.

Læs mere om "the Digital Services Act Package"-lovpakken og selve forslaget.

Læs mere om "Digital Services Act".

Læs mere om "Digital Markets Act"

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40