Nyhed

Første bødesag i det nye civile bødesystem

Konkurrencerådet har indledt den første civile bødesag for Sø- og Handelsretten. Det er mod Botex og som konsekvens af, at Botex har overtrådt konkurrenceloven ved at indgå en intern aftale i kæden, der ifølge Konkurrencerådet kvalificerede til ulovlig markedsdeling. Det er første gang, at Konkurrencerådet selv nedlægger en bødepåstand for de nationale domstole, efter konkurrenceloven i marts 2021 blev ændret grundet implementeringen af ECN+-direktivet.

Gardiner - butik - handel 1920x1080.jpg

Sagens baggrund

I en periode på 12 år havde den frivillige kæde Boligtextilbranchens Indkøbsservice a.m.b.a. (Botex) haft en intern aftale om, at hver selvstændig medlemsvirksomhed af kæden fik tildelt sit eget markedsføringsområde. Opdelingen af områder blev foretaget ud fra postnumre og indebar, at medlemmerne af Botex ikke måtte markedsføre sig ved hjælp af husstandsomdelte reklamer i de øvrige medlemmers tildelte områder.

Konkurrencerådet afgjorde den 22. juni 2022, at denne interne aftale udgjorde en markedsdelingsaftale og dermed var en overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrencerådet udstedte i den forbindelse et sædvanligt påbud til Botex, hvorefter overtrædelsen straks skulle bringes til ophør, ligesom Botex fremover skal afstå fra en tilsvarende adfærd.

Første sag i nyt civilt bødesystem

Konkurrencerådet har samtidig besluttet at indbringe sagen for Sø- og Handelsretten med det formål at søge Botex idømt en civil bøde for overtrædelsen af konkurrenceloven.

Den kommende bødesag vil være den første, der skal behandles i det nye civile bødesystem. Det blev indført efter en ændring af konkurrenceloven, der trådte i kraft den 4. marts 2021. Lovændringen skete som led i implementeringen af ECN+-direktivet, hvorefter de nationale konkurrencemyndigheder selv skal have kompetence til at nedlægge en bødepåstand mod en virksomhed for de nationale domstole i en ikke-strafferetlig domstolsproces (et civilt system).

Læs Konkurrencerådets afgørelse af 22. juni 2022 om markedsdeling i Botex. 

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Sonny Gaarslev
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 62
Mob. +45 20 19 74 48