Nyhed

Flere jurisdiktioner optaget på EU's "sortliste"

En revidering af den såkaldte sortliste over ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner blev nyligt vedtaget af EU-Rådet. Denne revidering kan få skattemæssige konsekvenser for de danske virksomheder, som stadig har aktiviteter i jurisdiktionerne optaget på listen, herunder Rusland.

Penge---udenlandske---sedler-1920x1080.jpg

Baggrund

Der pågår løbende arbejde i EU-regi med at modarbejde brugen af skattely og bekæmpe skatteunddragelse og -undgåelse. Et af tiltagene er at udarbejde en fælles EU-liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner (EU’s sortliste over skattely).

Danmark har indført skattesanktioner mod landene på EU’s sortliste. Disse tiltag omfatter (i) nægtelse af fradrag i Danmark for betalinger, der betales til interesseforbundne enheder, som er skattemæssigt hjemmehørende (eller registreret) i lande på sortlisten, samt (ii) forhøjede kildeskattesatser for udbytter udloddet til modtagere, der er skattemæssigt hjemmehørende (eller registreret) i de pågældende lande.

Reglerne blev indført i Danmark med virkning fra 1. juli 2021 og omfattede som udgangspunkt de lande, der på daværende tidspunkt fremgik af EU's sortliste.

Læs mere her: Defensive foranstaltninger på vej mod landene på EU’s sortliste.

Sortlisten

EU's liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner revideres to gange om året. En sådan revidering har dog ikke direkte virkning i dansk ret, da revideringen skal inkorporeres ved lov, før den har virkning. Den danske liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner findes i ligningslovens § 5 H, stk. 2, som siden indførelsen er blevet revideret én gang.

EU-Rådet vedtog den 14. februar 2023 en revidering af sortlisten, hvorved De Britiske Jomfruøer, Costa Rica, Marshall-øerne og Rusland blev tilføjet listen.

Danmark forventes derfor ved næste revidering af den danske liste at tilføje ovenstående jurisdiktioner, samt Anguilla, Bahamas og Turks- og Caicosøerne, som tidligere er tilføjet sortlisten af EU-Rådet. Tilføjelsen af Anguilla, Bahamas og Turks- og Caicosøerne blev allerede foreslået af Skatteministeriet den 6. februar 2023, da ministeriet sendte et lovforslag i høring bl.a. om dette.  

Tilføjelsen af Rusland til den danske liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner medfører dog den komplikation, at Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Rusland, hvilket folkeretligt hindrer, at foranstaltningerne kan håndhæves mod danske virksomheder med aktiviteter i Rusland.

Danmark har tidligere stået i en lignende situation, da Trinidad og Tobago blev omfattet af ligningslovens § 5 H, stk. 2. Dengang opsagde Danmark dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Trinidad og Tobago, for herefter at tilføje landet til listen. Hvorvidt denne fremgangsmåde forfølges i forhold til Rusland, forelægger der endnu ikke nogen information om.

Danske virksomheder med aktivitet i de nye lande på listen, herunder Rusland, bør dog overveje, hvilke konsekvenser, det vil have for dem. 

Vi følger udviklingen og står til rådighed, hvis du ønsker rådgivning eller har spørgsmål.

Juridiske specialer

Kontakt

Michael Nørremark
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 61
Mob. +45 24 86 00 53
Lenni Hangaard Jensen
Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 28
Mob. +45 24 86 01 27