Nyhed

Erhvervsstyrelsen undtager første standardaftale fra investeringsscreeningsloven

Erhvervsstyrelsen har undtaget Amgros' indkøb og indgåelse af leverandøraftaler vedrørende lægemidler fra reglerne om "særlige økonomiske aftaler" i investeringsscreeningsloven. Det er første gang i lovens toårige levetid, at Erhvervsstyrelsen har benyttet sig af muligheden for at undtage standardaftaler fra reglerne om særlige økonomiske aftaler, som kræver godkendelse før indgåelse.

Lægemidler - lager - liste 1920x1080.jpg

Kort om retsgrundlaget

Investeringsscreeningsloven trådte i kraft den 1. juli 2021 og har til formål at forhindre, at udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden i Danmark. Der skelnes mellem en obligatorisk, sektorspecifik tilladelsesordning og en frivillig, tværsektoriel anmeldelsesordning.  

Anvendelsesbekendtgørelsen indeholder tre undtagelser fra den obligatoriske anmeldelsesordning for særlige økonomiske aftaler. En af undtagelserne omfatter særlige økonomiske aftaler, som er indgået i overensstemmelse med almindeligt anvendte standardaftaler. Baggrunden for denne undtagelse er, at almindeligt anvendte standardaftaler normalt indeholder vilkår, som sikrer, at aftalen ikke kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden. Det er Erhvervsstyrelsen, som har kompetence til at erklære, at en aftale indgået i henhold til en standardaftale er undtaget fra reglerne. Undtagelsesbestemmelsen har ikke tidligere været anvendt.  

Erhvervsstyrelsens undtagelse af Amgros' indkøb og indgåelse af leverandøraftaler vedrørende lægemidler

Erhvervsstyrelsen offentliggjorde den 28. august 2023, at Amgros' indkøb og indgåelse af leverandøraftaler vedrørende lægemidler er godkendt som en standardaftale og derfor er undtaget fra investeringsscreeningslovens regler om særlige økonomiske aftaler. Amgros I/S er et dansk indkøbsselskab, der sikrer forsyningen af lægemidler til regionerne og de offentlige sygehuse gennem indkøb og udbud. Dette er første eksempel på anvendelse af undtagelsesbestemmelsen og dermed første eksempel, som fremgår af Erhvervsstyrelsens liste over undtagne standardaftaler

...

Vores bemærkninger

Behovet for at undtage aftalerne viser for det første, at offentlige ordregivere også kan være omfattet af reglerne om særlige økonomiske aftaler, og at særlige økonomiske aftaler kan omfatte mange ting, herunder levering af medicin. For at der overhovedet er tale om en "særlig økonomisk aftale", som omfattes af investeringsscreeningsloven, skal aftalen give en part uden for EU/EFTA "kontrol med eller betydelig indflydelse over" den danske aftalepart. Det må have været Erhvervsstyrelsens vurdering, at det ikke kan udelukkes, at en sådan indflydelse kan opnås gennem en leverandøraftale om medicin, da der ellers ikke ville være noget behov for at undtage aftalerne som en godkendt standardaftale. 

Herudover viser den konkrete undtagelse, at Erhvervsstyrelsen administrerer adgangen til at undtage standardaftaler snævert, da undtagelsen alene anvendes til at undtage en bestemt ordregivers aftaler. 

Det bliver interessant at se, hvordan Erhvervsstyrelsen fremover vil administrere adgangen til at undtage standardaftaler, herunder om det også i fremtiden vil være konkrete danske aftaleparters aftaler, som undtages, eller om der vil ske undtagelse af aftaler indgået efter aftaleskabeloner (f.eks. statens standard IT-aftaler, K01 m.fl.)

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Andreas Riis Madsen
Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 32 82
Mob. +45 30 63 08 53
Maja Viegaard Andersson
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (Aarhus)
Dir. +45 38 77 10 42
Mob. +45 24 26 87 55