Rådgivning for en bæredygtig fremtid

Vi tilbyder vores juridiske viden på pro bono-basis til startups og organisationer, der har fokus på at løse nogle af verdens største problemstillinger. Det gør vi, fordi vi tror på, at vi ved at hjælpe dem på vej med det juridiske kan give dem de bedste forudsætninger for at fokusere deres ressourcer på dét, de er bedst til. På den måde er vi sammen om at skabe forandringer i verden.

At bidrage til at sikre retfærdighed er i kernen af vores virke som advokater. Og mennesker og relationer er afgørende for vores forretning. Det danner derfor grundlag for mange af de initiativer, vi igangsætter. Vi indgår pro bono-samarbejder med organisationer, der arbejder med børn, unge og uddannelse, demokrati og retssikkerhed, samt med startupmiljøer, der har fokus på at løse nogle af verdens største problemer.

 

Pro bono rådgivning 1920x1080

 

Impact startups

Vi har siden 2017 været juridisk partner ved DTU Skylab. En innovationshub for DTU-studerende og forskere, der går med iværksætterdrømme. Partnerskabet er på pro bono-basis, og vi stiller vores juridiske rådgivning til rådighed for mere end 50 nye teams om året. Jakob Svagin, Head of Section, Startups & Partnerships ved DTU Skylab, fortæller:

"Vores founders i Skylab er i høj grad tekniske. Og de er i høj grad drevet af en interesse for teknologi. Det betyder også, at de sjældent har den fornødne viden til at drive virksomhed – deres primære interesse er i at udvikle løsninger. Derfor forsøger vi gennem kurser og sparring med vores partnere at klæde dem på til også at kunne drive en virksomhed og eksempelvis få styr på alle de juridiske forhold, de skal være opmærksomme på," fortæller Jakob.

De mange startups på DTU Skylab har altså typisk teknologi som fællesnævner. Og endnu mere vigtigt: impact! Det er startups med bud på bæredygtige løsninger på nogle af verdens største problemer inden for klima, miljø og ligestilling. Sidste år indgik vi et partnerskab med NIRAS Green Tech Hub, hvor vi også rådgiver impactstartups.

Vi fokuserer vores rådgivning på alle de typiske problemstillinger, som startups støder på: hvordan strikker man en ejeraftale sammen, hvad skal man have med i overvejelser omkring "den første store kontrakt", skal nye medarbejdere have medejerskab og på hvilke betingelser, og hvad skal man overveje, hvis man vil have investorer ind i virksomheden?

Iværksættere og startups skal fokusere deres evner og ressourcer på det, de er dygtige til. Vores gratis rådgivning er en hjælp til at undgå de typiske faldgruber og samtidig optimere startups muligheder for at blive succesrige virksomheder med bæredygtige løsninger. Jakob sætter ord på betydningen af den juridiske rådgivning:

"Mødet med en advokat er en stor læringsoplevelse for vores startups. Kromann Reumert og vores andre partnere, herunder revisorer og patentrådgivere, er med til at sænke barriererne for vores startups, så de kan få en ordentlig begyndelse på deres iværksættereventyr. Rådgivningen i hubben er i høj grad en investering i, at Danmark også i fremtiden skal være et land, hvor mange overvejer at starte virksomheder og har de fornødne evner og erfaringer, der gør, at de lykkes med det," fortæller Jakob om den værdiskabende rådgivning.

...

Årsberetning og ESG-rapport

Artiklen blev første gang udgivet i vores årsberetning og ESG-rapport 2023. Du kan gå på opdagelse i hele den interaktive udgivelse.

Gå på opdagelse

...

Kontakt

Christina Bruun Geertsen
Managing Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 26
Mob. +45 20 10 63 69
Christina Helbro
CPO Chief Protection Officer (København)
Dir. +45 38 77 21 32
Mob. +45 24 86 00 27