ESG-rapport 2023
En ambitiøs strategi for vores ESG-arbejde
I 2023 lancerede vi en ambitiøs og forpligtende ESG-strategi, der bringer os helt i front i dette arbejde i branchen. Strategien bygger videre på vores mange ESG-indsatser og samler fremadrettet vores fokus om fire prioriteter: trivsel, DE&I, klima og ESG-rådgivning.
2023 blev en milepæl, da vi tog et afgørende skridt med udvikling af en ny og ambitiøs ESG-strategi. Strategiprocessen var både indsigtsfuld og øjenåbnende, og processen involverede ekstern rådgivning, kollegaer og klienter. Grundlæggende for strategien er vores dobbelte væsentlighedsanalyse, hvor vi vurderer de påvirkninger, vi har på kloden, og de påvirkninger kloden har på vores virksomhed. Det sikrer, at vi adresserer de områder, der er mest relevante for os og for vores interessenter.
Vores dygtige og dedikerede medarbejdere er vores vigtigste aktiv, og det ligger os på sinde, at vi skal være en attraktiv arbejdsplads for alle relevante medarbejdergrupper. Derfor er trivsel og diversitet, lighed & inklusion (DE&I) en af hjørnestenene i vores arbejde. Et bæredygtigt arbejdsliv, og hvordan vi bedst fremmer og understøtter vores medarbejderes trivsel, udvikling og samarbejdsglæde, er afgørende. Det kræver, at vi udvikler de nødvendige tiltag, som balancerer både vores medarbejderes og klienters behov på bedste vis.
I årets rapportering fremlægger vi også vores første klimaregnskab, som understreger vores engagement i det miljømæssige aspekt af ESG og vores ambition om at reducere vores CO2e-udledninger yderligere. Klima er et andet centralt element af vores ESG-arbejde, og vi har forpligtet os til at sætte et emissionsreduktionsmål hos Science Based Targets initiative.
Vores rådgivning spiller en afgørende rolle for vores mulighed for at påvirke en mere bæredygtig samfundsudvikling. Det gør vi både gennem høringssvar på ny lovgivning, deltagelse i branchefora, og når vi hjælper danske virksomheder med at imødekomme nye regler og implementere bæredygtige praksisser. Vi er dedikerede til at levere rådgivning, der ikke kun er juridisk solid, men som også er fremadskuende.
Jeg vil gerne takke alle vores medarbejdere, klienter og samarbejdspartnere for deres bidrag og engagement i vores bæredygtighedsarbejde. Sammen kan vi opnå vores mål og skabe en mere bæredygtig fremtid. Tak for jeres dedikation og fælles indsats – det kan vi være stolte af. Jeg ser allerede nu frem til de bæredygtige fremskridt, vi kan opnå sammen og dele i næste års rapport.
Rapporten supplerer vores årlige Communication on Progress (CoP), som vi hvert år indrapporterer til FN's Global Compact. Vores årlige CoP og ESG-rapport er et udsagn om vores fortsatte støtte til FN's Global Compacts ti principper.
/Christina Bruun Geertsen, Managing Partner
![ESG hvor langt er vi](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/Pr%C3%A6sentation%20-%20m%C3%B8de%20-%20MLST%20-%20SIKL%20-%20ESG%20-%201920x1080_0.jpg?h=888033aa&itok=Kx5k4xwc)
Bæredygtighed i Kromann Reumert: fra 2008 til nu
I 2008 blev vi som det første danske advokatfirma en del af FN's Global Compact. Et internationalt initiativ, der arbejder for at fremme virksomheders samfundsmæssige ansvar. Samme år lancerede vi vores første CSR-ambition og udgav vores allerførste i datidens termer CSR-rapport.
Siden da er der løbet meget vand under broen, og i 2023 lancerede vi en ny og ambitiøs ESG-strategi, der skal bringe os helt i front, hvad angår arbejdet med bæredygtighed i advokatbranchen.
![Mødelokale - træstole - mødegang - 1920x1080_0](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/M%C3%B8delokale%20-%20tr%C3%A6stole%20-%20m%C3%B8degang%20-%201920x1080_0.jpg?h=d1cb525d&itok=eIEEYuMm)
ESG governance
Det overordnede ansvar for vores ESG-strategi er placeret hos bestyrelsen, som er valgt af partnerne. I den daglige drift er det vores managing partner, der sætter retningen i implementeringen ved at give strategisk vejledning og godkende mål, politikker og ressourcer.
Vi konsoliderede i 2023 en arbejdsgruppe som i det daglige har ejerskabet af vores ESG-fokusområder. De er således forankret i relevante funktioner med vores Chief Protection Officer (CPO) som projektejer. Foruden vores CPO består gruppen af vores managing partner, CFO, Head of People & Development, CCO, den ledende juridiske ESG-partner og stabsfunktioner.
Arbejdsgruppens rolle er at sikre implementering, udnytte muligheder relateret til ESG-strategien samt sikre rettidig reaktion på forventninger fra klienter og andre interessenter og regulatoriske krav inden for ESG.
En ambitiøs strategi for vores ESG-arbejde
I 2023 lancerede vi en ambitiøs og forpligtende ESG-strategi, der bringer os helt i front i dette arbejde i branchen. Strategien bygger videre på vores mange ESG-indsatser og samler fremadrettet vores fokus om fire prioriteter: trivsel, DE&I, klima og ESG-rådgivning.
Vores ESG-strategi strækker sig over fem år og implementeres med følgende vision som sigte:
Vi vil sætte høje standarder for trivsel og diversitet og minimere vores aftryk på klimaet.
Visionen har på baggrund af en dobbelt væsentlighedsanalyse udmøntet sig i fire strategiske prioriteter, hvor vi som virksomhed kan gøre en forskel internt i virksomheden og eksternt i vores påvirkning af samfundet.
Dobbelt væsentlighedsanalyse
Dobbelt væsentlighedsanalysen har været et vigtigt værktøj for os til at definere væsentlige bæredygtighedsemner og til at identificere impacts, risks & opportunities, der kan give anledning til at igangsætte ny praksis. Analysen har derfor hjulpet os til at fastsætte vores prioriteter.
I 2023 nedsatte vi en projektgruppe til at lede arbejdet med analysen, der efterfølgende er udmøntet i vores nye ESG-strategi. Analysearbejdet er udført af en ekstern rådgiver med ekspertkompetence i bæredygtighed. Udover projektgruppen har partnere, erfarne advokater, emnerelevante afdelingsledere og udvalgte klienter bidraget til processen med deres inputs, som de har leveret via workshops og interviews.
Væsentlighedsanalysen understøtter, at særligt S- og G-emner er centrale for vores virksomhed og værdikæde. Det er her, vi har og kan have den største indvirkning, og her hvor risks & opportunities er af afgørende betydning. I samråd med vores eksterne rådgivere udvalgte vi et antal emner, som vi vil fokusere vores ESG-arbejde rundt om i strategiperioden. Der er tale om emner, der ligger nært til vores virksomhedsstrategi og den udvikling, der ses i den nære omverden, og det er samtidig emner, som forventes at have den største effekt. Som rådgivningsvirksomhed er vores aftryk på særligt E-emner forholdsmæssigt beskedent. Vi er dog bevidste om det fælles ansvar, det er at beskytte vores klode, og vi arbejder hermed gennem målbare tiltag og vores rådgivning.
Oversigt over identificerede impacts, risks & opportunities
Du kan få det samlede overblik over vores identificerede emner ved at klikke på "Se komplet oversigt".
![Møde - skærme - ESG](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/M%C3%B8de%20-%20sk%C3%A6rme%20-%20ESG%20-%20ny%20besk%C3%A6ring.jpg?h=d1cb525d&itok=pQRemRin)
2024 og fem år frem
Vores nye ESG-strategi skal integreres i alle dele af vores virksomhed. Vi har allerede taget vigtige skridt, såsom at udfordre branchens normkultur og udarbejde en CO2-baseline. Men mange flere aktiviteter er planlagt og i løbet af strategiens løbetid (minimum til 2030) vil vi, i tæt samarbejde med vores medarbejdere, fortsætte med at udvikle og iværksætte nye initiativer inden for både daglig drift og ekstern rådgivning. For til stadighed at sikre at vi har fingeren på pulsen, vil vi oprette forskellige projektgrupper, som vil arbejde sammen om at identificere og udvikle de initiativer, der passer bedst til vores virksomhed, og som gør den største forskel for os og omverden.
Anerkendte rammeværk sikrer en transparent rapportering
Som interessentskab er vi ikke underlagt lovgivning, der forpligter os til at rapportere på vores arbejde med bæredygtighed. Vi ønsker dog at give et transparent indblik i vores bæredygtighedsstrategi og -indsatser, og for at skabe så transparent en bæredygtighedsrapport som muligt integrerer vi derfor anerkendte rammeværk, der sikrer kvaliteten af vores rapportering.
Rammeværk, der er med til at sikre grundlaget for vores rapportering:
Nøgletal
Klima
Vi har som ambition at reducere vores CO2e-udledninger og samtidigt sikre transparens herom. Det vil vi blandt andet gøre ved årligt at offentliggøre vores klimaregnskab og rapportere på scope 1-, 2- og 3-udledninger. Vi har i den forbindelse besluttet at forpligte os til at sætte et emissionsreduktions-mål hos Science Based Targets initiative (SBTi) og har i 2023 indsendt vores commitment letter til SBTi.
SBTi tilbyder virksomheder vejledning og verificering af videnskabeligt baserede reduktionsmål, som er i tråd med Paris-aftalen, der stræber efter at opnå en begrænsning af den globale opvarmning på maks. 1,5 grader. Vi forventer, at SBTI godkender vores mål i løbet af 2024.
I 2023 tog vi et afgørende skridt i vores arbejde med bæredygtighed ved at udarbejde vores første klimaregnskab for 2022. I samarbejde med et eksternt konsulentfirma med ekspertise i bæredygtighed kortlagde vi vores samlede CO2e-udledninger for at identificere vores klimapåvirkning. Arbejdet dannede fundament for vores reduktionsstrategi, som tager udgangspunkt i vores basisår 2022. Vi stræber efter at gøre en forskel, hvor vi kan. Vi arbejder derfor løbende med at reducere vores miljøbelastning.
Vores klimaaftryk
Mål for vores arbejde med klima
Tilbage til fremtiden i vores køkkener
Kantinerne i Aarhus og København står for en stor del af vores samlede CO2e-aftryk. Og selvom vi i vores kantiner formåede at mindske vores udledning med ca. 2 % fra 2022-2023, steg kantinernes andel af vores samlede CO2e-udledning i 2023. Derfor er vores køkkener i 2024 endnu mere bevidste om at tænke over deres aftryk og inkorporerer flere bæredygtige praksisser i dagligdagen.
I Aarhus er køkkenchef Bjørn Madsen og resten af holdet dedikerede til at mindske aftrykket:
Vi har spurgt os selv, hvilke knapper vi kan skrue på, som vil have en stor betydning. Hvad er det eksempelvis for nogle maskiner, vi tænder om morgenen, og er der brug for dem alle fra tidlig morgen? Opvaskemaskinen kan for eksempel godt vente med at blive tændt til op ad formiddagen.
Trivsel
Et arbejdsliv i balance, der både tiltrækker og tilknytter de dygtigste medarbejdere, er afgørende for vores virksomhed. Vores fokus omfatter ikke kun arbejdstimer, men også en overordnet struktur, der understøtter medarbejdernes trivsel og engagement. Eksempelvis har vi i 2023 indført konceptet KR Family, der blandt andet indeholder forskellige barselstiltag, og vi har besluttet at afskaffe vores normtid i forhold til debiterbare timer og gjort al tid relevant.
Opfølgning på 2023-fokusområder
I vores 2022-rapport identificerede vi tre udviklingspunkter, hvor vi ønskede et øget fokus på det bæredygtige arbejdsliv:
Vores normkultur, barsel/orlov og ledelse. Det er i høj grad udviklingspunkter, der taler ind i vores nye ESG-strategis fokusområder:
Vores normkultur
I 2022 indledte vi et projekt om vores normkultur. Det gjorde vi for at understøtte at ledelse, videnarbejde, akkvisition og samarbejdsglæde i organisationen er lige så værdiskabende som den individuelles tidsregistrering af debiterbare timer. I 2023 har vi derfor udviklet en ny model herfor, der også hænger sammen med en ny bonusmodel.
En arbejdsgruppe bestående af partnere, directors, senior associates, associates, assistant associates og legal trainees, direktionen, og afdelingerne Financial Planning & Analysis og People & Development udviklede i 2023 en række tiltag under normprojektet. Projektets formål var at finde frem til, hvordan vi som virksomhed kan gøre op med et krav om timenorm og samtidig arbejde med input til ny bonusmodel samt andre forhold, der styrker Kromann Reumert som bæredygtig arbejdsplads.
Projektet resulterede i seks initiativer, som alle er iværksat i organisationen ved indgangen til 2024:
Barsel/orlov
Som en del af normprojektet udvidede vi vores barselstiltag og –tilbud for endnu bedre at kunne imødekomme familiers behov for fleksibilitet og medarbejderens fortsatte tilhørsforhold til arbejdspladsen før, under og efter barsel. Tiltagene har vi samlet under overskriften "KR Family", som rummer muligheden for barselsnetværk med kollegaer, personalegoder, fleksible arbejdsforhold samt dialogværktøjer mellem medarbejderen, lederen og vores People & Development-afdeling. Vi har eksempelvis udviklet samtaleguides til lederne og en proces for dialoger før, under og efter barsel. Det sikrer, at både medarbejder og leder ved, hvad de kan forvente, og hvad der forventes af dem. Initiativ til dialog har før været medarbejderens ansvar, hvor vi nu har givet det ansvar til lederen og vores People and Development-afdeling.
Managing partner Christina Bruun Geertsen udtalte til AdvokatWatch:
Vi kan se, at det især er under barsel og i perioden efter at være kommet tilbage på arbejde, at folk vælger at lave noget andet. Det kan der være mange grunde til, men vi kan forsøge at understøtte, at vi har en bedre dialog omkring eksempelvis forventningerne til hinanden, når man bliver forælder.
Vores KR Family-netværk skaber en tilknytning til arbejdspladsen og imellem de medarbejdere i organisationen, der stifter familie. Netværket giver dem mulighed for at mødes til månedlige frokoster, halvårlige legestuearrangementer samt kurser med eksterne oplægsholdere. Derudover tilbyder vi medarbejdere at mødes sammen udenfor arbejdspladsen via eksterne tilbud i form af legecafeer med aktivitetshold og til faglige arrangementer og netværk.
Vi ser i 2023 en stigning i det gennemsnitlige antal uger, som vores mandlige medarbejdere holder barsel. I 2021 afholdt en mandlig medarbejder i gennemsnit fire ugers barsel. I 2022 var det seks uger, og i 2023 har en mandlig medarbejder i gennemsnit afholdt ni ugers orlov. Vi tilbyder op til 24 ugers betalt barselsorlov til både mødre, fædre og medforældre, og vi vurderer, at det er vores tilbud om orlov med fuld løn også til mænd, der slår igennem i 2023. Vi forventer en yderligere stigning i 2024 som følge af den øremærkede barsel.
Ledelse
Vi ønsker til stadighed at udvikle vores ledelseskompetencer hos vores partnere og andre ledere og har derfor i slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024 gennemført en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af, hvilke yderligere ønsker disse har til uddannelse, indsigter i ledelsesrollen og kompetencer. På den baggrund er vi nu i færd med at udvikle nye tilbud til fremtidens ledere og partnere, således at vi fortsat kan styrke lederskabet og løfte både medarbejderengagement og forretningsresultater.
![Reception - advokater gående - samtale - AMP - NIAB.jpg](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/Reception%20-%20advokater%20g%C3%A5ende%20-%20samtale%20-%20AMP%20-%20NIAB.jpg?h=fa1c963e&itok=TAVkIa5q)
Løbende trivselsmålinger for den bedste arbejdsplads i udvikling
Vores implementering af månedlige PULSE-målinger vil fungere som et godt afsæt til dialog om motivation og trivsel i de enkelte afdelinger og på tværs af vores virksomhed. Den enkelte leder og teamet vil få indsigt i, hvor de i fællesskab skal styrke deres indsats for at højne trivslen i teamet. Vi forventer, at PULSE-målingerne i løbet af 2024 vil styrke vores feedbackkultur og give os nye indsigter og muligheder for at styrke den enkelte leders indsats, ligesom det giver vores medarbejdere en indsigt i, hvordan vi sammen kan styrke samarbejdsglæden.
![V-dag - Hav - samtale - Legal Trainees_0.jpg](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/V-dag%20-%20Hav%20-%20samtale%20-%20Legal%20Trainees_0.jpg?h=ac778ff2&itok=ZJSd_e2I)
Årlig arbejdsmiljøundersøgelse
Vi gennemførte i 2023 den lovpligtige arbejdsmiljøundersøgelse (APV). Undersøgelsen viste en positiv udvikling på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø samt en flot fremgang på trivsel målt på parametrene "Mit arbejde", "Min leder", "Min samarbejdsglæde" og "Min arbejdsglæde". For at styrke trivslen yderligere har vi etableret en handlingsplan og arbejder med yderligere initiativer, der inddrager medarbejderne aktivt i processen.
Undersøgelsen viste en samlet NPS vedrørende arbejdsglæde på +41 - en lille tilbagegang siden seneste måling i 2020. NPS har fået et stort fokus i vores nye PULSE-målinger, hvor vi har brudt NPS ned på flere underliggende parametre for bedre at kunne handle på vores findings i målingerne.
![KR-Vdag-2021-071.jpg](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/KR-Vdag-2021-071.jpg?h=c6980913&itok=JK_nm2_c)
Mental sundhed
I 2023 har vi oplevet en stigning i antallet af sygedage pr. medarbejder både inklusiv og eksklusiv langtidssygefravær (langtidssygefravær er medarbejdere med mere end 30 sygedage i et samlet forløb). Antallet af sygedage pr. medarbejder er dog stadig lavere end niveauet før COVID-19, hvor sygefraværet faldt betydeligt på tværs af alle brancher.
Sygefraværet blandt vores jurister er noget lavere end sygefraværet hos vores administrative medarbejdere, der i 2023 har været påvirket af flere langtidssygemeldinger. Vi har fortsat vores linje fra 2022 med en aktiv sygefraværsdialog med den enkelte medarbejder i samspil med Danica Pension og kommunale jobcentre.
I 2023 har vi udvidet vores tilbud for at fremme et arbejdsliv i balance, blandt andet ved at give mulighed for at vores medarbejdere tager ulønnet orlov. Muligheden for at tage orlov støtter vores medarbejdere i at forfølge personlige drømme, livsbegivenheder eller håndtere særlige livssituationer. Det har ført til en øget anvendelse af orlov, hvilke afspejles i en stigning i antallet af både mænd og kvinder, der tager orlov.
Mål for arbejdet med trivsel i 2024:
Diversitet, lighed & inklusion (DE&I)
På en moderne arbejdsplads er arbejdet med DE&I ikke blot et moralsk og etisk ansvar, men også en strategisk nødvendighed. Vi arbejder aktivt med DE&I for at sikre innovation og kreativitet, øge vores produktivitet, skabe det bedste arbejdsmiljø, tiltrække og tilknytte talenter, styrke vores relationer med omverdenen og træffe de bedste beslutninger i en bred ledergruppe.
Alle medarbejdere skal føle sig velkomne og have relevante muligheder for at bidrage fuldt ud i Kromann Reumert. Det er optimalt for den enkelte medarbejder og for vores firmas samlede succes. Vi anerkender og respekterer alle former for diversitet uanset køn, religion, uddannelse, seksuel orientering eller handicap og arbejder for at sikre en inkluderende arbejdsplads.
Mangfoldighed er en styrke
Diversitet afspejler sig i alle vores teams gennem forskellige kompetencer, uddannelsesbaggrunde, aldre, etniciteter og sprog. Størstedelen af vores medarbejdere er jurister og advokater, men vores firma ville ikke eksistere uden administrationen, der dagligt håndterer alt det bagved vores juridiske rådgivning og sagshåndtering. Både blandt jurister og i administrationen stræber vi efter at sikre, at der blandt vores medarbejdere findes mangfoldighed, fordi vi ved, at unikke kompetencer, både faglige og personlige, er en gevinst for vores firma. Vi søger at fremme mangfoldighed gennem vores udbud af intern uddannelse, en arbejdsmiljøorganisation og dialoggrupper, der til sammen danner grundlag for at fremme og understøtte det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Som led i vores vækststrategi øgede vi i 2023 antallet af medarbejdere, og totalt set er mere end halvdelen af vores medarbejdere kvinder. Vi har i 2023 tilbudt flere studerende job end tidligere, og det har resulteret i en lille stigning i antallet af deltidsmedarbejdere og FTE (Full-Time Equivalent).
Farverig kalender
Danmarks Indsamling, Ramadan og Eid, Grundlovsdag, World Mental Health Day og Kvindernes Internationale Kampdag. Det er bare nogle af de sociale, kulturelle og religiøse mærkedage, som vi fejrer og har markeret i den begivenhedskalender, vi implementerede i januar 2024. Gennem informative artikler på vores intranet, temadage i kantinerne og konkurrencer oplyser og engagerer vi vores kollegaer i mangfoldighedens tegn.
Diversitet og inklusion i branchen
Tilbage i 2021 indgik vi i et branchesamarbejde med ti andre advokatfirmaer om et treårigt forskningsprojekt med antropolog og Ph.d.-studerende Pernille Slots Lysgaard omhandlende diversitet og inklusion i advokatbranchen.
Forskningen fokuserer særligt på, hvorfor der er så få kvinder i ledende stillinger i advokatbranchen, og på at identificere de eksisterende barrierer og muligheder. Gennem interviews, observationer og dialog med både ledere og medarbejdere er det Pernilles mål at belyse, hvordan vi kan skabe forandring. Vi har alle en opgave i at arbejde hen imod øget diversitet og inklusion i advokatbranchen.
I løbet af 2024 får alle medarbejdere mulighed for at møde Pernille, idet vi - som en del af projektet - har inviteret hende til at give et oplæg om hendes foreløbige forskning. I forbindelse med oplægget vil juristerne bliver inviteret til at deltage i projektet som anonyme interviewpersoner.
Vi følger spændt Pernilles forskning. Projektet forventes endeligt afsluttet i 2025.
Kvinder og mænd i ledelsen
Vi stræber efter at skabe de bedst mulige rammer og betingelser, så både mænd og kvinder kan se sig selv i partnerrollen hos os. Kønsfordelingen i vores interne rekrutteringsbase i lagene under partnerniveau – det vil sige vores directors og senior associates – består nu af knap 60 % kvinder. Vi håber at kunne fortsætte den trend, vi har set de senere år, og således også i fremtiden kunne udnævne flere kvindelige partnere.
I firmaet som helhed ser vi et flertal af kvindelige ledere; i direktionen er 75 % kvinder, og flertallet af mellemlederne er også kvinder (53 %).
Mål for diversitet, lighed og inklusion i 2024:
![V-dag - Sandslot - hænder - samarbejde - ambitiøs](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/V-dag%20-%20Sandslot%20-%20h%C3%A6nder%20-%20samarbejde%20-%20ambiti%C3%B8s%20%282%29%20-%201920x1080.jpg?h=d1cb525d&itok=XyyBpwy_)
Samarbejde og videnkultur er nøglen til succes
Vores medarbejderudvikling- og trivselskoncept, EXPECT, indeholder en række tilbud, der er skræddersyet til der, hvor den enkelte medarbejder er i karrieren og livet uden for kontoret. Vi investerer i vores medarbejderes udvikling og trivsel. For det er nøglen til, at vi kan overgå forventningerne fra vores klienter og til hinanden. Læs mere om vores EXPECT-univers.
Hver måned tager vi temperaturen på vores motivation og trivsel via PULSE-målinger. Målet er løbende at styrke samarbejdsglæde, feedback og facilitere en kontinuerlig dialog om at være den bedste arbejdsplads i udvikling.
Vores team af mere end 30 videnambassadører på tværs af vores forretningsgrupper spiller en vigtig rolle i at kunne overgå vores klienters forventninger til os. Vores videnambassadører sikrer, at vi deler vores viden både internt og eksternt. Gennem deres indsats sikres, at vi altid er opdaterede med de nyeste trends og udviklinger og kan dele disse med vores klienter. Derudover bidrager vores videnambassadører til at motivere til videndeling, udvikle videnstrategier for de enkelte forretningsgrupper og oplære nye medarbejdere i vores videnprocesser.
Denne struktur styrker og understøtter en kontinuerlig udvikling og læring, der gavner både vores medarbejdere og klienter. Vi forpligter os til at opretholde en videnkultur, hvor vi føler os inspirerede, engagerede og stolte over at være en del af et firma med de dygtigste kollegaer.
Sjovere hverdag og bedre resultater
Et er den formaliserede videndeling, noget andet er al den uformelle videndeling, de sjove fælles oplevelser og det samarbejde, der også foregår uden for kontoret. Vi ønsker at anerkende og værdsætte vores medarbejderes store arbejde og dedikation. Sammen fejrer vi vores succeser, når vi vinder sager, modtager international anerkendelse eller byder nye klienter og kollegaer varmt velkommen.
Hvert år samler vi alle medarbejdere i Kromann Reumert til et af årets højdepunkter: vores virksomhedsdag (V-dag). Her styrker vi de interne relationer ved at være fælles om alt fra at drøfte strategiske udfordringer til teamøvelser og underholdning. Vi vægter samarbejdsglæde højt, og vores mange sociale aktiviteter, via forskellige foreninger og fælles sportsarrangementer, bringer os tættere på hinanden. Det er med til at give større energi og skabe relationer, der gavner samarbejdet i hverdagen og skaber endnu bedre resultater for vores klienter.
![Heela 3 - 1920x1080](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/Heela%203%20-%201920x1080.jpg?h=4d3b5f04&itok=LKUvjyDC)
Pro bono-rådgivning med international impact
I forlængelse af vores nye ESG-strategi har vi i 2023 støttet blandt andre non-profit-organisationen re:arc institute. Vi har revideret og udvidet vores tilgang til pro bono-rådgivning. Vi indgår pro bono-samarbejder med organisationer, der arbejder med børn, unge og uddannelse, demokrati og retssikkerhed, samt med startupmiljøer, der har fokus på at løse nogle af verdens største problemer.
re:arc støtter innovative, lokalt forankrede projekter inden for feltet mellem arkitektur og klima med særligt fokus på kvinder, unge og historisk marginaliserede samfund. Organisationens fokus er effektivt at distribuere filantropiske donationer til globale projekter samtidig med, at de sikrer troværdige modtagere og minimerer risikoen for svindel.
Derfor rådgiver vi på pro bono-basis re:arc institute med juridisk due diligence for at lette distributionen af donationer. På den måde kan re:arc sende så mange penge som muligt ud til dem, som har mest brug for dem uden at ende med en stor advokatregning. Samarbejdet omfatter evaluering af potentielle donationsmodtagere i deres lokale jurisdiktioner. I 2023 hjalp vi med at undersøge 22 potentielle legatmodtagere i 16 jurisdiktioner over hele verden. Det gjorde vi i samarbejde med det globale advokatnetværk Lex Mundi, hvor vi er eneste danske medlem. Rikke Krog Hjortborg, Operations & Financial Chair i re:arc, fortæller om vores rådgivning:
Kromann Reumerts støtte gør en kæmpe forskel! Vi håndterer donationer til primært lande udenfor Danmark og ofte også uden for Europas grænser. Adgangen til et globalt netværk af advokater igennem Kromann Reumert gør en forskel i vores due diligence-proces. Kromann Reumert fungerer også som kvalificerede sparringspartnere, hvad angår vores juriske compliance, og forhold vi skal være opmærksomme på. Vi arbejder med nye, innovative modeller indenfor filantropi, og det kræver en kreativ tilgang, også til det juridiske setup, og der har vejledning og sparring været afgørende. De sikrer desuden integritet og sikkerhed for vores finansielle partner
Med vores rådgivning har re:arc institute effektivt kunnet distribuere 2023-donationer med reduceret svindelrisiko . Vores rådgivning har hjulpet re:arc med at styrke deres mission og fremme innovation inden for filantropisk finansiering. Vi glæder os til fortsat at hjælpe dem i 2024.
Lande hvor re:arc institute støttede lokale projekter i 2023 inkluderer blandt andet:
Argentina, Bangladesh, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Egypten, Indien, Indonesien, Kenya, Kroatien, Mexico, Pakistan, Panama, Peru, USA
![Pro bono rådgivning 1920x1080](/files/styles/common_02/public/media/image/Pro%20bono%20r%C3%A5dgivning%201920x1080_0.png?itok=HuyiZIdS)
Udover re:arc har vi blandt andre også ydet pro bono-rådgivning med fokus på børn, unge og uddannelse og demokrati og retfærdighed:
SOS Børnebyerne
Vi har samarbejdet med SOS Børnebyerne siden 2008. Vi rådgav i foråret 2024 SOS Børnebyerne om de juridiske aspekter af deres og Velux' nye "Childrens Living Places"-projekt. Projektet har til formål at bygge boliger med et markant lavere CO2-aftryk og et sundt indeklima for plejefamilier påvirket af krigen i Ukraine. Det innovative "Living Places"-koncept blev udviklet i samarbejde med VELUX, EFFEKT og Artelia. Vi ser frem til at se den positive effekt, projektet vil have. Hør partner Christian Lundgren sætte ord på vores samarbejde i videoen.
![MIHA](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/MIHA.jpg?h=d1cb525d&itok=puUDo9uP)
Københavns retshjælp
I retshjælpen stiller vores jurister deres tid og ekspertise gratis til rådighed for borgere. Her hjælper de med at navigere i det juridiske system og rådgive om spørgsmål om lov, rettigheder og juridiske procedurer. Advokat Mikkel Haugaard, der dagligt rådgiver virksomheder om transaktioner og selskabsretlige spørgsmål, rådgiver også frivilligt i retshjælpen. Han fortæller:
"Jeg vil gerne hjælpe borgere, som ikke har midlerne til at hyre en advokat, med at løse deres juridiske udfordringer. Sådan nogle kan vi alle løbe ind i. Det kan ofte opleves som uoverskueligt for den enkelte person i en svær situation at få behov for juridisk hjælp, men ikke have råd til at hyre en advokat på grund af sin økonomiske situation.
Det giver mig meget at være med til at gøre en forskel for borgere i situationer, der ofte er af stor betydning for dem. Samtidigt opnår jeg en masse erfaring med at yde rådgivning til personer, som befinder sig i vanskelige situationer, og løse juridiske problemstillinger inden for mange forskellige områder."
![Danmarks Indsamling - ESG-rapport](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/OXFAM_Danmark_2024_%20FOTO-Heine%20Pedersen__Libanon.jpg?h=bc816b12&itok=Dk-aWJN4)
Vi støtter Danmarks Indsamling
Gennem mange år har vi støttet Danmarks Indsamling. Senest i begyndelsen af 2024, hvor vores bidrag gik til indsamlingens projekter, der skaber en bedre fremtid for verdens sultne børn. De 12 humanitære organisationer bag Danmarks Indsamling har i år samlet 12 projekter, der hver især hjælper verdens sultne børn. Læs mere om de 12 organisationers projekter. Selvom det synes fjernt for os i Danmark at forholde os til, ligger det os som virksomhed nært at bidrage til en bedre fremtid for verdens fattige børn og familier. Børn og familier, der på grund af konflikter, klimaforandringer og naturkatastrofer er tvunget på flugt uden adgang til basale fødevarer. 13,6 millioner børn under fem år er ifølge Danmarks Indsamling lige nu så udsultede, at de er i fare for at dø. Derfor støttede vi igen i år indsamlingen.
ESG-rådgivning
Vi vil tilbyde den højeste kvalitet af rådgivning indenfor bæredygtighed og inspirere vores kunder i forhold til ESG. Vi deler løbende indhold, der sætter fokus på den nye lovgivning om rapporteringsdirektivet og due diligencedirektivet, der klæder dig på til at agere i en kompleks juridisk virkelighed. Derudover er en af vores ypperste opgaver som advokater at sikre retssikkerheden. Det gør vi blandt andet ved at deltage i udvalgte fora og bidrage til lovgivningen. Igennem vores rådgivning kan vi have en indvirkning på ESG-forhold i dansk erhvervsliv.
Det er ikke længere nok at have ESG i baghovedet. ESG er allestedsnærværende og på toppen af agendaen hos en stor del af danske og internationale virksomheder. Det er en udvikling, der både er påvirket af og påvirker lovgivningen. ESG begyndte som en kvist på det juridisk træ, men har nu udviklet sig til at have grene ud i stort set alle dele af juraen. Og derfor udvikler vores rådgivning sig også på flere områder.
"ESG-rådgivning" er ét af vores strategiske ESG-fokusområder. Et område, hvor vi har mulighed for størst mulig indvirkning.
Høringssvar og indflydelse på lovgivning
Som advokater er vi med til at sikre retssikkerheden, og at den lovgivning, der implementeres i dansk lov, er effektiv. En mulighed for os for at sikre det er gennem høringssvar som en del af lovgivningsprocessen. Her kan vi kommentere udkastene til nye lovforslag og sende opmærksomhedspunkter til ministeriet.
I efteråret 2023 sendte vi således et høringssvar til Erhvervsministeriet i forbindelse med lovforslaget om gennemførelse af EU-direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering - også kendt som Corprorate Sustainability Reporting Directive (CSRD). Flere af vores bemærkninger blev implementeret i den endelige lovgivning, herunder særligt om erhvervsdrivende fondes retsstilling. Lovgivningen er implementeret i dansk ret. Læs høringssvaret.
På vegne af AxcelFuture, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden har vi på baggrund af identificerede juridiske barrierer udarbejdet en række konkrete forslag til lovændringer for at sikre bedre vilkår for tiltrækning og fastholdelse af internationale højtuddannede talenter og specialister. Forslagene blev præsenteret på Christiansborg i januar 2024, hvoraf visse af forslagene og/eller principperne herfra allerede ses omsat til lovgivning. Læs mere.
Branchefora og eksterne initiativer
Udover i deres daglige rådgivning af vores klienter bidrager mange af vores advokater også med deres faglighed i diverse branchefora og eksterne sammenhænge.
Director og advokat Mads Østergaard er en del af brancheforeningen Danske Advokaters klimaudvalg. Udvalget berører både miljø & plan, energi & forsyning, ESG og landbrug. Fællesnævneren er klima og den grønne omstilling. Her kan Mads bidrage med sin store erfaring:
Arbejdet i fagudvalget passer mig godt. Jeg har i knap ti år rådgivet om miljø & plan og beslægtede områder. Udviklingsprojekter indenfor vedvarende energi - både det "klassiske" vedvarende energi og også ny teknologi - herunder de tilladelsesmæssige krav til opstilling og drift heraf og hindringer som følge af miljø og natur fylder meget i mit arbejde
Hans opgave i udvalget er blandt andet at kommentere nye lovforslag og bekendtgørelser - afgive høringssvar - for blandt andet at sikre kvaliteten heri og kommentere på lovens sammenhæng med øvrig lovgivning.
Partner Line Berg Madsen er med i Danske Advokaters ESG-arbejdsgruppe, som er nedsat af Fagudvalget for klima. Arbejdsgruppen har som mål at klæde medlemsvirksomhederne på til at håndtere ESG internt i deres virksomhed. Udvalget har i det forgangne år identificeret blandt andet "ESG-politik" og "Code of Conduct" som grundlæggende for advokatvirksomheders arbejde med bæredygtighed. Line er derudover også en del af Børsen Bæredygtigs advisory board. Som en af boardets seks medlemmer bruger hun sin erfaring og indsigt i bæredygtighedsforhold til at være med til at udvælge de grønne projekter, der har en indvirkning på omverden og bliver en del af Børsen Bæredygtig Cases.
Bæredygtighedskompetencer i vores bestyrelse
Vores bestyrelse består af fem partnere, der med hver deres kompetencer alle bidrager til udviklingen af vores virksomhed. Og så er de gennem deres rådgivning og andre engagementer med til at påvirke, hvordan virksomheder sikrer overholdelse af eksempelvis kommende regulering på bæredygtighedsområdet. Vores bestyrelsesmedlemmer Marianne Granhøj og Jacob Møller har begge bæredygtighed som en væsentlig faktor i deres rådgivning.
![Marianne Granhøj](/files/styles/common_02/public/media/image/MRG.jpg?itok=J6RgTzr6)
Marianne har arbejdet med ansættelses- og arbejdsret i mere end 25 år. Som leder af vores afdeling for ansættelsesret rådgiver hun danske og udenlandske virksomheder om arbejdstagerrettigheder i bred forstand, herunder om det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, løn- og arbejdsvilkår, overenskomstforhold, ligebehandling, antidiskrimination, rammer for (fag)forenings- og ytringsfrihed og andre menneskerettigheder. Ligeledes bistår hun virksomhederne med implementering og overholdelse af adfærdskodeks, herunder på bæredygtighedsområdet. Marianne rådgiver desuden FN Global Compact-netværket i Danmark og er dirigent ved netværkets årlige generalforsamling.
![Jacob Møller](/files/styles/common_02/public/media/image/JMO.jpg?itok=e0nhuAOp)
Jacob hjælper klienter i ejendoms- og byggebranchen med at navigere i de komplekse krav til bæredygtighed i branchen. Det inkluderer rådgivning om genbrug af materialer, kvalitetskrav, risikostyring og forsikringsspørgsmål ved brug af genanvendte materialer. Det kan også være om integration af bæredygtige principper og løsninger i eksempelvis leje- og entreprisekontrakter. Derudover rådgiver Jacob om implementering af alternative energiformer som solenergianlæg og ladestandere i byggeprojekter. Jacob deler sammen med sit team flittigt deres erfaringer med de nyeste tendenser og best practice med brancherepræsentanter ved arrangementer. Og så er han frontfigur i opførelsen af vores nye DGNB Guld-certificerede kontor på Sydhavnen i Aarhus. Vi flytter ind i andet halvår af 2025.
Vores bæredygtighedsrådgivning i 2023
Året 2023 bød på en øget interesse i og forståelse for ESG blandt vores klienter, hvor flere tog hul på forberedelsen af deres kommende bæredygtighedsrapportering og bæredygtigheds-due diligence. Vores oplysende aktiviteter satte fokus på dels vigtigheden af forankring af ESG i virksomhederne, og dels de juridiske rammer, der definerer det forestående arbejde.
Vi styrkede ligeledes vores ESG-rådgivning med vores kontinuerlige fokus på videndeling og rådgivning på tværs af vores specialistteams, blandt andet ved foranalyser til bæredygtighedsrapportering samt udarbejdelse og implementering af ESG-politikker.
Green Summit: bæredygtighed i virksomheder
Sammen med Legal500 samlede vi i 2023 for andet år i træk førende advokater, virksomhedsjurister, bæredygtighedsansvarlige og akademiske eksperter fra Københavns Universitet og Copenhagen Business School for at diskutere virksomheders bidrag til at fremme bæredygtighed, ESG og klimaindsats. Det gjorde vi til Green Summit Denmark.
Med de nye EU-direktiver Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) som omdrejningspunkt, diskuterede to skarpe paneler de juridiske implikationer ved den nye ESG-lovgivning. Hvordan bør virksomheder håndtere sine juridiske forpligtelser, risici og ansvar i driften af virksomheden?
Der var livlige diskussioner, som gav god inspiration til de mange deltagere på konferencen. Se paneldeltagernes hovedpointer:
Green Summit Denmark udspringer af Legal 500's Global Green Guide, som fremhæver advokatfirmaer verden over, der bidrager til den grønne omstilling. Vi er stolte over at være fremhævet for vores indsats og lægge hus til det årlige event i Danmark.
Vi har eksklusivt også bidraget til 2. udgave af det danske kapitel i Legal 500's ESG-guide. I kapitlet fokuserer vi på de væsentligste aspekter af ESG-regulering og rapporteringskrav i Danmark, samt de tendenser og udviklinger, der påvirker - og forventes at påvirke - fremtiden for dette område.
![Møde - kaffekop - papir](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/M%C3%B8de%20-%20kaffekop%20-%20papir%20-%20noter%20%282%29.jpg?h=fa1c963e&itok=Js-lOv35)
Etik og compliance: vores principper og praksis
Advokatsamfundet har udformet advokatetiske regler, som afspejler og udmønter de krav og forventninger, som samfundet og retssystemet stiller til advokaters opførsel. De advokatetiske regler har til formål at sikre, at vi som advokater handler uafhængigt, loyalt, fortroligt, kompetent og i overensstemmelse med lovkrav og klientens interesser. Reglerne regulerer også advokaters forhold til klienter, domstolene og offentligheden. Som advokater skal vi:
- altid sætte klientens interesse først i alle sager, hvilket vi i vores rådgivning gør helhedsorienteret med inddragelse af klientens interessenters interesser som en del af vores anbefalinger
- værne om klientens fortrolighed og undgå interessekonflikter
- altid optræde i overensstemmelse med god advokatskik og på en måde, der bevarer retssystemets integritet og troværdighed
- undlade at handle i strid med loven eller på en måde, der modarbejder retfærdighed
- have tilstrækkelig kompetence til at udføre vores arbejde på en forsvarlig måde ved, at vi blandt andet løbende videreuddanner os og holder os opdaterede på faglig viden.
Bestikkelse og korruption
Vores anti-korruptionspolitik indeholder vores stillingtagen til compliance, interessekonflikter og gaver. Politikken er baseret på overholdelse af:
- FN's Global Compacts 10 principper, herunder FN's Konvention mod Korruption
- De advokatetiske regler
- Dansk lovgivning
- CCBEs Code of Conduct for European Lawyers.
Vi vil leve op til alle gældende regler og etiske standarder og til stadighed sikre, at vi er opdaterede med nyeste viden. Vi tolerer således ikke brug af korruption, bestikkelse, smørelse, afpresning, svig eller misbrug af intern viden af nogen art. Har vores medarbejdere mistanke om overtrædelse, kan de indrapportere til nærmeste leder eller via vores whistleblowerordning.
![UN global compact](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/UN%20global_0.png?h=86ae81af&itok=2ZGt6Y9_)
Vi støtter FN's Global Compact
![ESG rapport](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/ESG%20Grafik%20til%20hjemmeside%20-%201920x1080.jpg?h=d1cb525d&itok=WXOwqHRQ)