Nyhed

Kromann Reumert og Idefendo samarbejder om blockchainløsninger skræddersyet til advokatbranchen

Kromann Reumert udvider sit samarbejde med Idefendo, en svensk techvirksomhed der leverer løsninger baseret på blockchain. Idefendo vil give Kromann Reumert og dets klienter adgang til den nyeste blockchainteknologi i form af værktøjet "Evitrace".

Blockchain - kode - mand i blå skjorte ved pc

"Blockchain er en af de mest spændende teknologier, der er kommet frem i de seneste mange år. Mulighederne er utrolige, anvendelsespotentialet er overalt og strækker sig over flere sektorer. Blockchain er særligt brugbar i advokatbranchen, da de fleste advokatfirmaer  er belastet af blandt andet en masse papirarbejde, som  kan reduceres betydeligt med blockchain," siger Jacob Brønnum-Schou, it-chef hos Kromann Reumert. 

Hvorfor er blockchain særligt interessant for advokatbranchen? 

Blockchain gør det muligt at registrere og udveksle digitale oplysninger i et ikke-redigerbart format. På den måde kan blockchain danne grundlag for uforanderlige optegnelser eller transaktionsregistreringer, som altså ikke kan ændres, slettes eller ødelægges. 

Det giver et potentiale for væsentligt at reducere den tid, der medgår til validering, og dermed også omkostningerne hertil – besparelser, som kommer klienterne til gode. Blockchain kan bruges til at verificere ægtheden af dokumenter, kontrakter, transaktioner og et utal af andre forretningsapplikationer, selv firmaemails. 

Idefendos Evitrace reducerer kompleksiteten 

Udbredelsen og implementeringen af blockchain er dog stadig relativt lav, både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Dette skyldes til dels, at det stadig er en vanskelig teknologi at implementere. Idefendos værktøj Evitrace kan imidlertid tage kompleksiteten ud af blockchain, så teknologien hurtigere kan implementeres i organisationen, der således kan udnytte de fordele, den giver. 

"Evitrace er kulminationen på en mere end fem år lang læringsproces, hvor vi gradvist har forbedret vores løsning med hjælp fra fantastiske partnere," udtaler Peter Jidesten, CEO i Idefendo. 

Evitrace gør det nemt for it-teams at levere blockchainapplikationer hurtigt og tilbyder brugervenlige visualiseringsværktøjer, der gør det muligt hurtigt at gennemsøge store mængder komplekse data. 

I udviklingen af Evitrace har Idefendo også tænkt GDPR-udfordringer ind. 

"Idefendo har udviklet deres løsning, så den ikke indeholder nogen faktiske oplysninger fra de kildedata, som den gennemser. Det gør det muligt for os at bruge løsningen sikkert og minimere de potentielle GDPR-konsekvenser," siger Jacob Brønnum-Schou. 

Evitrace gør en positiv forskel

I første omgang vil Evitrace blive integreret med Kromann Reumerts HighQ Virtual Data Room (VDR), som er udviklet og markedsført af Thomson Reuters. 

"Evitrace er en helt unik anvendelse af blockchainteknologi, og vi er meget glade for at være en del af dette pilotprojekt, hvor vi også anvender vores egne HighQ Virtual Data Rooms og vores eget internt udviklede kontraktstyringssystem. Applikationen kommer til at understøtte vores juridiske rådgivning og dermed gøre en positiv forskel for vores klienter," siger Torben Waage, videnansvarlig partner i Kromann Reumert.

M&A-partner Jakob Hans Johansen supplerer: "Vi glæder os meget til at afprøve denne teknologi som det første advokatfirma i Danmark. Blockchain og teknologien generelt kommer til at ændre den måde, som M&A-processer udføres på, og vi forsøger hele tiden at være på forkant med den udvikling for at reducere tidsforbruget på standardiserede opgaver og strømline processerne endnu mere, til gavn for os selv og, endnu vigtigere, vores klienter."

Læs mere om brugen af blockchain: 10 fokusområder 2022

Læs om Kromann Reumerts juridiske rådgivning om blockchain.

Juridiske specialer

Kontakt

Jacob Brønnum-Schou
Head of IT (København)
Dir. +45 70 12 12 11