"Jeg ville udfordre min juridiske tilgang og prøve at studere et andet sted end København"

Mit navn er Frederik, og jeg har det sidste semester været på udveksling på Peter A. Allard School of Law på University of British Columbia i Vancouver. Få et indblik i noget af det, du kan opleve ved at tage et semester på udveksling.

frederik legal trainee udveksling 1920x1080

Jeg tog først og fremmest af sted for at prøve at studere et andet sted end Københavns Universitet og for at udfordre min tilgang til juraen. Det var en god mulighed for at stifte bekendtskab med en anden juridisk tankegang og udvide mit perspektiv. Dertil kommer alt det sjove og mindst lige så vigtige: at møde nye mennesker, at opleve den smukke natur i British Columbia, at stå på ski i Whistler og at opleve Vancouver.

Dét der har gjort størst indtryk på mig, er utvivlsomt naturen. Vancouver ligger i et sandt smørhul med havet på den ene side og bjerge på den anden. At komme fra universitetet og ud at stå på ski tager mindre end en time, og det samme gælder, hvis man vil ud at vandre.

Semesteret sluttede den 28. april, så vi har samlet et hold og er sammen kørt til naturparkerne Banff og Jasper. Vi vandrer og oplever den storslåede natur - forhåbentligt ikke for sidste gang - før vi skal hjem til Danmark.

Jeg har lært en masse undervejs i de forskellige fag og generelt fået et meget bedre indblik i common law-traditionen og -tankegangen blandt angelsaksiske jurister, som jeg også har en håndfuld kollegaer af i Kromann Reumert. Personligt rejser jeg hjem en række oplevelser rigere, og muligvis med større værdsættelse af naturen, end jeg gjorde, da jeg tog til Vancouver.

/Frederik, legal trainee