Nyhed

Nasdaqs adfærd udgjorde ikke misbrug af dominerende stilling

Det udgjorde ikke et misbrug af en dominerende stilling, da den multinationale børsoperatør Nasdaq forhindrede en konkurrerende virksomhed i at få adgang til den servercentral, som Nasdaq benyttede i Stockholm. Den svenske Patent- og markedsappeldomstol konkluderede, at Nasdaqs ageren ikke var egnet til at begrænse konkurrencen, da konkurrenten Burgundy på intet tidspunkt udgjorde en effektiv konkurrent.

Af advokatfuldmægtig Adrian Kielberg

Den svenske Patent- og markedsappeldomstols afgørelse af den 28. juni 2019

Baggrund

Nasdaq, Inc. ejer og driver NASDAQ-børsen i New York og otte andre europæiske fondsbørser, herunder bl.a. Københavns Fondsbørs og Stockholm Fondsbørs. Som led i driften af Stockholms Fondsbørs lejer Nasdaq plads i en servercentral i Lunda uden for Stockholm. Servercentralen er ejet af Verizon Sweden.

I 2010 søgte den konkurrerende børsoperatør Burgundy adgang til at placere sit handelssystem i samme central som Nasdaq, som også husede en række vigtige børskunders handelssystemer, herunder flere af de svenske handelsbanker. Derved håbede Burgundy at blive i stand til at tilbyde en tilsvarende høj handelshastighed.

Nasdaq pressede på forskellig vis Verizon Sweden til at afstå fra at indgå en sådan aftale med Burgundy, f.eks. ved at true med at ophæve lejekontrakten med Verizon Sweden. Burgundy blev derfor nødsaget til at anvende en anden servercentral end Verizon Swedens. Dette medførte, at de børskunder, som havde deres handelssystemer hos Verizon Sweden, men samtidig anvendte Burgundys handelsplatform, opnåede lavere handelshastighed.

De oprindelige afgørelser

De svenske konkurrencemyndigheder vurderede i 2015, at Nasdaqs adfærd havde gjort det betydeligt sværere for Burgundy at konkurrere på markedet og dermed havde udgjort et misbrug af en dominerende stilling.

Afgørelsen blev indbragt for Patent- og markedsdomstolen, som i januar 2018 fandt, at Nasdaqs adfærd ikke havde udgjort et misbrug. Dette blev begrundet med, at Nasdaq i henhold til aftalen med Verizon Sweden lovligt kunne nægte at give adgang for tredjeparter til servercentralen, herunder adgang til at samlokalisere med Nasdaqs systemer. Afgørelsen blev appelleret af de svenske konkurrencemyndigheder til Patent- og markedsappeldomstolen.

Appeldomstolens frifindelse

Appeldomstolen nåede frem til samme resultat, men anlagde et andet ræsonnement. Under henvisning til en ingeniørrapport, der var udarbejdet til brug for sagen, lagde appeldomstolen især vægt på, at det ikke havde haft nogen betydning for konkurrencen, at Burgundy var blevet tvunget til at anvende en anden servercentral, med det resultat, at handelshastigheden som følge af afstanden blev negativt påvirket. Det blev begrundet med, at Burgundys handelssystemer på det tidspunkt i forvejen var væsentligt langsommere end Nasdaqs. Burgundy havde således under alle omstændigheder ikke været i stand til at levere en konkurrencedygtig service og udgjorde dermed ikke en effektiv konkurrent.

Med Patent- og markedsappeldomstolens afgørelse er det således nu slået endelig fast, at Nasdaq ikke havde misbrugt sin dominerende stilling. Afgørelsen kan ikke appelleres yderligere.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40