Nyhed

Klagenævnet tilsidesætter ordregivers evaluering af et kvalitativt delkriterium

Ordregivers vide skønsmargin i relation til faktorer, der skal tages i betragtning ved tilbudsevalueringen, blev sat på en prøve under en klagesag anlagt af IA Sprog mod Københavns Kommune. Klagenævnet for Udbud fastslog nemlig, at kommunen havde foretaget en urigtig evaluering af IA Sprogs tilbud.

– Af advokatfuldmægtig Christina de Beets Sindahl Karstensen 

Rammeaftale om danskuddannelse for voksne udlændinge

I november 2017 udbød Københavns Kommune et udbud med forhandling efter udbudslovens afsnit III (light-regimet). Udbuddet bestod af en rammeaftale med flere leverandører om danskuddannelse for voksne udlændinge. Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet. Kommunen tildelte kontrakten til to tilbudsgivere, hvorefter IA Sprog – som forbigået tilbudsgiver – klagede til Klagenævnet for Udbud.

Absolut vurdering for kvalitet og relativ vurdering for pris

I udbudsbetingelserne stod der: "Der vil blive anvendt følgende skala, hvor der tildeles en score i intervallet 0 til 8 i evalueringen af tildelingskriterierne – pris og kvalitet". IA Sprog mente, at det citerede skulle forstås sådan, at der ville blive anvendt en relativ tilbudsvurdering efter begge underkriterier. Ved en relativ vurdering ville der blive givet maksimumpoint til det tilbud med den laveste beregnede tilbudspris og det kvalitetsmæssigt bedste tilbud, mens de øvrige tilbud ville få point ud fra en sammenligning med dette niveau.

Københavns Kommune anvendte imidlertid – som det er sædvanligt og fuldt lovligt – en relativ vurdering ved underkriteriet pris, mens kommunen ved underkriteriet kvalitet i stedet anvendte en absolut vurdering. Derved blev der f.eks. ikke givet maksimumpoint til det bedste tilbud, hvilket, ifølge IA Sprog, medførte, at de vægtninger, der var fastsat i udbudsbetingelserne, blev forrykkede.

Klagenævnet for Udbud tog ikke stilling til klagepunktet, da Københavns Kommune havde fulgt den evalueringsmetode, der var anført i udbudsbetingelserne. Nævnet udtalte eksplicit, at kommunen ikke havde bundet sig til at anvende en relativ vurdering. Den havde (alene) beskrevet, hvordan de kvalitative delkriterier ville blive bedømt på skalaen.

Urigtig evaluering af tilbudsgivers tilbud

IA Sprog nedlagde flere påstande, hvori virksomheden kritiserede Københavns Kommune for dens evaluering af delkriterierne og for ikke at tildele IA Sprogs tilbud maksimumpoint for et antal kvalitative delkriterier.

Under klagesagen henholdt kommunen sig til dens vide skøn i forbindelse med den kvalitative evaluering af de enkelte tilbud, herunder bedømmelsen af tildelte point.

Efter klagenævnets praksis har ordregivere en (særdeles) vid skønsmargin i forbindelse med den kvalitative evaluering af de enkelte tilbud, herunder særligt bedømmelsen af det antal point der tildeles et tilbud. Ved afgørelsen af, om et konkret udbud med tildelingskriteriet "det økonomisk mest fordelagtige tilbud" på forskellige punkter har været i strid med udbudsreglerne, tager Klagenævnet for Udbud derfor heller ikke stilling til, hvilken vurdering af tilbuddene ordregiver skulle have foretaget, hvis reglerne var blevet fulgt.

I denne sag tilsidesatte Klagenævnet for Udbud – ret overraskende – en del af kommunens tilbudsvurdering. Nævnet fastslog, at Københavns Kommune havde handlet i strid med udbudslovens ligebehandlingsprincip ved kun at tildele IA Sprogs tilbud 7 ud af maksimalt 8 mulige point ved delkriteriet "Motivation og fastholdelse". Grunden til at dette stred med ligebehandlingsprincippet var, at kommunen, i sin begrundelse for de 7 point, angav, at der "savnes en beskrivelse af, hvordan den konkrete opfølgning på den enkeltes fravær håndteres".

Da IA Sprog udførligt havde beskrevet dette forhold i deres tilbud, mente klagenævnet ikke, at kommunen kunne tillægge det negativ vægt. Derfor fastslog nævnet, at IA Sprogs tilbud skulle have været tildelt maksimumpoint.

Kendelsen understreger, at det er overordentligt vigtigt, at en ordregiver er grundig i sin tilbudsevaluering, men også i sin begrundelse for pointtildelingen, så forhold, der tillægges negativ vægt, både:

  • er sagligt og velbegrundet
  • afspejler indholdet i tilbuddet
  • kan udledes af den begrundelse, som ordregiver fremsender til de deltagende tilbudsgivere.
Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34