Grønt lys fra EU-Domstolen? Grønne certifikater og statsstøtte

Kort om sagen

I 2016 pålagde de italienske myndigheder en bøde på cirka 2,8 mio. EUR til Esperia SpA for ikke at have opfyldt sin forpligtelse til at købe grønne certifikater for den elektricitet, som selskabet havde importeret til Italien i 2010.

I henhold til italiensk lovgivning skal en virksomhed, der importerer elektricitet fra et andet EU-land til Italien, kunne bevise, at denne elektricitet kommer fra vedvarende (grønne) energikilder ved at fremvise oprindelsesgaranti. Hvis den pågældende virksomhed ikke er i stand til dette, skal importøren købe grønne certifikater fra italienske producenter svarende til den mængde elektricitet, som importeres. Manglende overholdelse heraf medfører bødestraf, ligesom i Esperias tilfælde. Esperia anfægtede bøden og gjorde blandt andet gældende, at den nationale regel udgjorde ulovlig statsstøtte til fordel for italienske producenter af grøn energi, idet de omhandlende grønne certifikater vederlagsfrit stilles til rådighed for de italienske producenter af grøn energi med henblik på, at disse certifikater sælges videre til importører (og andre ikke-grønne producenter), som er forpligtede til at erhverve dem.

Sagen blev i første omgang delvist afgjort af en national domstol, som fandt sanktionen for høj. Den nationale domstol valgte dog samtidig at forelægge en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Et af disse spørgsmål vedrører, hvorvidt artikel 107 og 108 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsområde ("TEUF") er til hinder for national lovgivning, der pålægger en sådan forpligtelse.

Dette præjudicielle spørgsmål er nu blevet besvaret af EU-Domstolen.

EU-Domstolens afgørelse

EU-Domstolen påpeger indledningsvist, at den omhandlende foranstaltning potentielt giver italienske producenter af grøn elektricitet to økonomiske fordele. For det første får producenterne en fordel ved at kunne sælge deres elektricitet uden selv at skulle opfylde kravene om at købe grønne certifikater. For det andet opnår de en fordel ved at kunne sælge de grønne certifikater, som de har modtaget gratis fra staten baseret på den mængde grøn elektricitet, de har produceret.

I sin afgørelse vurderer EU-Domstolen, om ordningen opfylder de fire betingelser for, at foranstaltningen kan kvalificeres som værende "statsstøtte". Relativt kortfattet når EU-Domstolen frem til, at ordningen kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og påvirke konkurrencen negativt. Særligt interessant er dog EU-Domstolens vurdering af statsmiddelbegrebet.

Udover, at statsmiddelbegrebet skal medføre, at fordelene kan tilregnes staten, så forudsætter statsmiddelbegrebet også, at de omhandlende fordele ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler. Denne betingelse synes dog ikke ved første øjekast at være opfyldt for den italienske foranstaltning, idet den vederlagsfrie tilrådighedsstillelse af grønne certifikater til nationale producenter af grøn energi ikke umiddelbart indebærer en overførsel af statsmidler fra offentlige myndigheder eller tilsvarende.

Hertil bemærker EU-Domstolen, at de omhandlende grønne certifikater kun synes at have en økonomisk værdi på grund af visse producenters og importøres retlige forpligtelse til at købe dem. De beløb, som disse aktører benytter til at købe de grønne certifikater, er ikke umiddelbart under statens kontrol. Således synes certifikaterne - ved første øjekast - at være finansieret af midler fra de aktører, der er forpligtede til at købe certifikaterne, hvilket eksempelvis er tilfældet for importørerne. EU-Domstolen bemærker dog, at den vederlagsfrie tildeling af grønne certifikater til de nationale producenter af grøn elektricitet kan indebære en anvendelse af statsmidler. I den forbindelse bemærker EU-Domstolen, at den pågældende italienske lovgivning sikrer, at certifikaterne efter national ret har en økonomisk mindsteværdi til fordel for de italienske producenter af grøn elektricitet, fordi de nationale regler pålægger GSE (en enhed, der kontrolleres af de italienske myndigheder) at købe certifikater, når disse er i overskud i forhold til dem, som er nødvendige for de aktører, der er forpligtede til at købe certifikaterne. I tilknytning hertil understreger EU-Domstolen, at den mulige indgriben fra GSE's side forebygger, at et overudbud af grønne certifikater kan bringe støtten til de nationale producenter af grøn elektricitet i fare.

Desuden bemærker EU-Domstolen, at GSE's køb af certifikater finansieres gennem en særlig afgift, som italienske elforbrugere betaler, og som dermed udgør forbindelsen mellem statsmidlerne og støtten til producenter af grøn elektricitet, hvilket i sidste ende blev afgørende for, at EU-Domstolen vurderede, at foranstaltningen opfylder "statsmiddelbetingelsen".

I tilknytning hertil nåede EU-Domstolen frem til, at selektivitetskriteriet også var opfyldt. EU-Domstolen bemærkede, at endda statslige miljøbeskyttelsesforanstaltninger kan betragtes som statsstøtte, hvis de selektivt favoriserer bestemte virksomheder, medmindre sondringen er en direkte følge af referencesystemets opbygning.

Vores bemærkninger

EU-Domstolens afgørelsen kaster lys over fortolkningen af statsstøttebegrebet i lyset af foranstaltninger, der følger miljøbeskyttelseshensyn. Særligt EU-Domstolens bemærkninger omkring kriteriet om "statsmidler" er interessante. Domstolen påpeger, at selv indirekte fordele, der ikke umiddelbart medfører en anvendelse af statsmidler, eksempelvis importørers forpligtelse til køb af grønne certifikater fra nationale producenter af grøn elektricitet, kan falde herindunder.

Læs EU-Domstolens afgørelse her.