Forsikrings­agent skulle ikke anses som løn­modtager/­funktionær

Vestre Landsrets dom den 15. oktober 2018

Sagen kort

En forsikringsagent (M) havde i en årrække udført arbejde for et forsikringsagentur (A). M var registreret som selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nummer og modtog provision fra A i forbindelse med salg af forsikringer. M's arbejde blev udført og aflønnet i henhold til vilkårene i en samarbejdsaftale, som A normalt indgik med sine forsikringsagenter.

Efter samarbejdet var ophørt mellem M og A, mente A, at M havde fået udbetalt for meget aconto-provision, og A gjorde derfor et tilbagebetalingskrav gældende over for M. M argumenterede dog for, at han reelt havde været ansat som lønmodtager hos A, og at han derfor havde krav på at få udbetalt manglende feriepenge og en godtgørelse for manglende ansættelsesbevis.

Vestre Landsrets afgørelse 

Landsretten var enig i byrettens dom, der slog fast, at M skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende.

Ifølge byretten tog aftalegrundlaget mellem M og A ikke stilling til, om M var ansat som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Derfor foretog retten en konkret vurdering af, om M skulle anses som lønmodtager – og dermed var været berettiget til feriepenge og godtgørelse for manglende ansættelsesbevis – eller om M skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende.

I sin vurdering lagde byretten vægt på, at M:

• havde modtaget provision uden minimumsaflønning eller krav til omsætning
• havde udstedt fakturaer for det udførte arbejde
• som udgangspunkt selv planlagde sit salgsarbejde
• var registreret som selvstændig erhvervsdrivende i CVR-registeret og hos Finanstilsynet
• havde tegnet ansvarsforsikringer
• ikke havde indgået aftale med A om at begrænse sine muligheder for samtidigt at udføre arbejde for andre. 

Efter en samlet vurdering nåede byretten frem til, at M måtte anses for at have fungeret som selvstændig erhvervsdrivende. M havde derfor hverken krav på feriepenge eller godtgørelse for manglende ansættelsesbevis, og funktionærloven fandt ikke anvendelse mellem parterne.

Vestre Landsret tog derudover stilling til A's krav mod M om tilbagebetaling af for meget udbetalt aconto-provision. Ifølge retten havde A ikke dokumenteret sit krav tilstrækkeligt. Det var derfor ikke bevist, at udbetalingerne til M var et udtryk for aconto-provision. 
Landsretten frifandt derfor A for M's krav og M for A's krav på tilbagebetaling af aconto-provision.

Hvad viser afgørelsen?

Dommen er et eksempel på, at der skal foretages en konkret vurdering af en persons faktiske arbejdsvilkår, når man skal vurdere, om vedkommende skal anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Det er derfor heller ikke afgørende, hvad parterne har aftalt i eksempelvis en samarbejdsaftale, hvis dette ikke afspejler de vilkår, som en person reelt arbejder under.