Elevator­reservedele bremser SKI-aftale

SKI havde udbudt, tildelt og indgået en rammeaftale vedrørende servicering og eftersyn m.v. af elevatorer. Rammeaftalen var forpligtende for de deltagende ordregivere, herunder i forhold til indkøb af nødvendige reservedele til serviceringen. Reservedele vedrørende lovpligtige eftersyn var en del af tilbuddene, men øvrige reservedele skulle ordregiverne købe hos den relevante tilbudsgiver til markedsprisen. Tilbuddene skulle altså ikke indeholde priser på disse øvrige reservedele. Derfor indgik priserne naturligvis ikke i evalueringen.

Klagesagen angik bl.a., at de øvrige reservedele (derfor) ikke havde været konkurrenceudsat på trods af, at indkøbenes samlede værdi ville overstige tærskelværdien.

Klagenævnet tog klagen til følge, herunder som følge af, at reservedelene end ikke fremgik af udbudsbekendtgørelsen. Nævnet erklærede rammeaftalen delvist for uden virkning og annullerede herudover tildelingsbeslutningen.
 

Hvad viser kendelsen?

Klagenævnets kendelse i KONE-sagen er først og fremmest endnu et kapitel i fortællingen om udfordringerne ved sortimentsudbud. Samtidig bekræfter den, at det kan være problematisk at komme helskindet igennem disse udbud – særligt i forhold til udformningen af kravspecifikation og gennemførelse af evalueringen.

SKI argumenterede for, at rammeaftalens enkelte kunder/ordregivere kunne have brugt delydelsesreglen (udbudslovens § 8, stk. 2) ved indkøb af reservedele.

Måske kunne det rigtigt nok være vejen frem, hvis man betragtede et reservedelsindkøb pr. ordregiver. Men det er efter vores opfattelse helt rigtigt, når klagenævnet vurderede, at det var rammeaftalens samlede skønnede indkøb, der var afgørende for vurderingen af den værdi, der kunne forventes at blive købt ind for uden konkurrenceudsættelse.

Det udbudsretligt afgørende lå således i, at indkøb af reservedelene var samlet i en rammeaftale under SKI. Dermed følger det også, at hvis SKI helt havde holdt de øvrige reservedele udenfor, ville der for det første ikke have været grundlag for den pågældende klage. For det andet ville det formentlig have været muligt for de respektive bagvedliggende ordregivere at anvende delydelsesreglen. Omvendt ville rammeaftalens anvendelsesområde så være indskrænket.

Nævnet afviste i øvrigt også SKI's synspunkt om, at det ikke var proportionalt at bede tilbudsgiverne om at udfylde tilbudslister for det store antal reservedele. Der er i sortimentsudbud en særlig mulighed for at anvende udbudslovens § 45, som måske kunne have været anvendt, og som indebærer en mulighed for både at kravspecificere og evaluere på såkaldt produktkategoriniveau. Den mulighed henviste nævnet direkte til, men om det rent faktisk også var en mulighed for SKI kan ikke udledes at kendelsen. Vores erfaring er, at der stadig kan opstå en række udfordringer under udbudslovens § 45, og at det i hvert fald fortsat ville kræve en vis indsats for både SKI og tilbudsgiverne at prisfastsætte det pågældende øvrige sortiment.

Med nævnets vurdering in mente er det oplagt at nå frem til en kendelse om uden virkning for den del af rammeaftalen, der tilsyneladende kunne skilles ud.

Men herudover er det i øvrigt værd at bemærke, at klagenævnet brugte sin egen vurdering omkring de øvrige reservedele til også at træffe afgørelse om annullation af tildelingsbeslutningen. Nævnet konstaterede nemlig, at rammeaftalens inddragelse af reservedelene var egnet til at påvirke prissætningen og dermed hele resultatet for den del, der rent faktisk havde været (korrekt) udbudt. På den måde efterlades SKI – og ordregiverne under rammeaftalen – reelt uden en rammeaftale på området.

Læs klagenævnets kendelse: KONE A/S mod Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S.

Læs SKI's pressemeddelelse.