Min første måned som advokatfuldmægtig – 4. uge: "How are you?"

Min tid som blogger er slut for denne gang. I min sidste dagbog samler jeg op på min første måned som fuldmægtig og nogle af de mange indtryk, jeg har gjort mig.

EMCH dagbog karriere2_1920x1080

Min første måned hos Kromann Reumert er gået. Min begrænsede erfaring fra før jeg begyndte, betyder stadig, at jeg kan mærke, hvordan jeg næsten fra dag til dag samler mere viden og erfaring til mig - og det er en fed følelse! Min spirende erfaring og selvtillid betyder også, at jeg stadigt finder mig endnu bedre til rette på kontoret og i mine opgaver for hver dag, der går. Ikke fordi jeg nu har styr på alle de opgaver, der kommer forbi mit bord, men fordi jeg nu har en måneds erfaring, der fortæller mig, at jeg nok skal få det løst, selvom jeg endnu ikke altid helt ved, hvad jeg skal gøre ved opgaven, når den først kommer til mig. Mine kollegaer er desuden altid gode til at hjælpe!

I løbet af ugen havde jeg min første "How Are You?"-samtale med min daglige leder, Maria, som spurgte ind til, hvordan jeg har det, og hvad jeg synes om vores samarbejde. Uden at Maria havde givet mig nogen grund, var jeg gået og blevet lidt nervøs, fordi samtalen skulle koncentrere sig om mig og delvist også om min hidtidige præstation. Det var dog en meget behagelig samtale og positivt at opleve, hvordan Maria havde gjort sig tanker og investeret i min fremtidige udvikling.

EMCH dagbog karriere_1920x1080_0

Sammen med måneden udrandt min tid som blogger også. Det ville selvfølgelig være passende, hvis jeg kunne slutte af med at binde en stor sløjfe og skrive et par kloge ord her på falderebet, men i virkeligheden er dette ikke en afslutning. Jeg er jo faktisk knap nok begyndt - og selvom jeg har fået at mærke, hvordan al begyndelse kan være svær, så har det været utroligt spændende og inspirerende, på den måde, som kun nye begyndelser kan være.

Det er aldrig til at sige, hvad fremtiden bringer, men her fra mit kontor på øverste etage i Kromann Reumert føles det som om, at jeg kan se meget langt.

/Emil, advokatfuldmægtig

Se vores ledige stillinger

Kontakt

Emil Christensen
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 10 86
Mob. +45 51 38 17 30