Kastet for løverne: Udfordringer er med til at udvikle

Er du trofast følger af DR-successen Løvens Hule, så du måske med i går, hvor producenten af plantebaserede solbriller James Ay fik en investering fra løven Christian Arnstedt. Assistant Associates Helena og Anders har bistået James Ay med investeringen og giver dig her et indblik i det sjove og spændende arbejde med en sag, som man ved kommer i fjernsynet.

anders og helena_karriere_sag_1920x1080

Assistant Associates Helena og Anders har netop hjulpet solbrilleproducenten James Ay med en investering fra Løvens Hule-investoren Christian Arnstedt. James Ay producerer håndlavede, plantebaserede solbriller.

Helena sidder i vores afdeling for IP- og markedsføringsret og fortæller om sit arbejde:

"Jeg har tidligere bistået James Ay med forskellige immaterielle og markedsføringsretlige overvejelser. Mit arbejde har således været at sikre, at der har været styr på produktrettigheder og markedsføring heraf. Det har derfor været ekstra spændende at følge James Ays rejse frem til Løvens Hule".

Anders, der til dagligt arbejder med generel selskabsret, investeringer og M&A, fortæller:

"Jeg har hjulpet med selve investeringen og udarbejdelsen af de mange forskellige dokumenter, der hører med til sådan en investering, herunder blandt andet ejeraftalen - en slags retningslinjer for de involverede parter i ejerskabet," fortæller han, mens han tænker tilbage på det mest lærerige ved sagen:

"Det mest lærerige ved sagen har været at opleve, hvordan 'maskineriet' bag en investering i en start-up fungerer. Og så har jeg haft løbende og tæt kontakt med klienten, og det har været super fedt at få det ansvar. Det er, når man bliver kastet ud i udfordringerne, at man udvikler sig".

Som så mange andre sager har investeringen krævet udarbejdelse af en masse forskellige dokumenter, og sagen adskiller sig på den front ikke fra andre spændende sager, som Anders og Helena har arbejdet på. Der er dog særligt én ting, som har gjort netop denne sag til noget specielt:

"Det har været enormt spændende at arbejde med en sag, hvor investeringen bliver vist i et program, vi begge følger med i. Vi har set ekstra meget frem til James Ays indtog i Løvens Hule. Som for mange andre investeringer i Løvens Hule ved vi, at virksomhederne efterfølgende oplever en øget efterspørgsel på deres produkter, og det er fedt at vide, at vi har haft en afgørende rolle i det," fortæller de begge til slut.

En karriere med sager der rykker

Som Assistant Associates i Kromann Reumert får du ansvar på en måde, hvor du skal strække dig på tæer for at nå i mål, men hvor du altid vil få hjælp fra dine ledere og andre kolleger. Du kommer med helt ind i kernen af store, udfordrende og spændende sager, der fylder og betyder noget i samfundet – og især for vores klienter – og som vi løser som ét team på tværs af kontorer og specialer. Læs mere om at være Assistant Associate i Kromann Reumert.

Kontakt

Helena Marie Antonsen
Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 22 82
Mob. +45 24 86 00 44
Anders Balle Jørgensen
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (Aarhus)
Dir. +45 38 77 10 72
Mob. +45 61 61 30 02